Sådan genoptræner du din hånd efter læsion af en strækkesene i zone III (knaphulslæsion)

Du har haft en læsion af en strækkesene på fingeren i zone III, også kaldet en knaphulslæsion. Derfor skal begynde at genoptræne din hånd.

Følg anvisningerne

Efter en knaphulslæsion er der risiko for, at senen springer igen eller heler i forlænget tilstand. Begge dele kan have betydning for din hånds funktion i fremtiden. Det er derfor vigtigt, at du føler anvisningerne for, hvordan du skal træne, og at du ikke belaster din hånd, mens senen heler.

Beskyt din hånd mod hård belastning

Gennem behandlingsforløbet må du bruge hånden i lette daglige aktiviteter. De første 8 uger har du skinne på fingeren. Først efter 12 uger er senen stærk nok til, at du kan udføre aktiviteter med tung belastning.

Få hjælp til gøremål

Hvis du har problemer med at klare de daglige gøremål, kan du låne forskellige hjælpemidler gennem Fysio- og Ergoterapien. Hvis du har problemer med øvelser eller andet, er det vigtigt, at du kontakter ergoterapeuten eller fysioterapeuten.

Genoptag arbejde, når du er klar

Det er individuelt, hvornår man er klar til at genoptage arbejdet. Det afhænger af, hvor belastende dit arbejde er for hænderne. Tal med ergoterapeuten, fysioterapeuten eller lægen om din situation.