Tag helst prøven af morgenurin
Det er bedst at undersøge morgenurin eller urin, hvor der er gået mindst 2 timer siden sidste vandladning. Du skal derfor helst opsamle urinen om morgenen.
Hvis du er kvinde
Du skal holde skamlæberne adskilt for at undgå forurening af bakterier fra hud og skede og lade vandet i toilettet. Ved cirka halvtømt blære fører du en ren beholder ind i urinstrålen, og opsamler urin. Hæld urinen over i prøveglasset, som skal fyldes til cirka 3 centimeter under øverste kant.
Hvis du er mand
Du skal lade vandet i toilettet. Ved cirka halvtømt blære fører du en ren beholder ind i urinstrålen og opsamler urin. Hæld urinen over i prøveglasset, som skal fyldes til cirka 3 centimeter under øverste kant.
Hvis urinen opsamles hjemme
Du skal mærke prøven med en nummeretikette fra den udleverede prøvetagningsblanket. På prøvetagningsblanketten skal du notere tidspunkt og dato for prøvetagning. Efter prøvetagning afleveres prøven hurtigst muligt og inden for 1 time i ambulatoriet på Klinisk Biokemisk Afdeling.
Hvis urinen opsamles i ambulatoriet
Inden prøvetagning mærker personalet i ambulatoriet prøven med nummeretikette fra prøvetagningsblanketten. Efter prøvetagning afleveres prøven i ambulatoriet på Klinisk Biokemisk Afdeling.
Du får svar på urinprøven
Den læge, der har henvist dig til undersøgelsen, får svar i løbet af en uge og kan give dig yderligere oplysning og information om resultatet.