Du kan også selv lave gode ernæringsdrikke. Opskrifterne i pjecen giver cirka ½ liter, hvilket svarer til 3 små glas. Drikkene skal opbevares i køleskab og anvendes inden 2 døgn.
Proteinrig drik
- 2 pasteuriserede æggeblommer
- 2 spsk. sukker
- 1 dl ymer
- ½ dl cremefraiche 18 %
- ½ dl piskefløde
- 2½ dl kærnemælk
Pisk sukker og æggeblommer sammen. Tilsæt ymer og cremefraiche. Tilsæt kærnemælk og piskefløde, og pisk det hele igennem. Du kan tilsætte smagsstoffer efter eget valg, fx jordbærsaft, appelsinjuice eller æblemost.
Energi- og proteinindhold i 1 deciliter proteindrik: 565 kJ/135 kcal og 4,5 gram protein.
Jordbærshake
- 100 gram jordbær
- 2 spsk. sukker
- ½ dl cremefraiche 18 %
- ½ dl piskefløde
- 2½ dl sødmælk
Bland alle ingredienser, og blend eller pisk dem kraftigt. Hvis du anvender frosne bær, skal du give dem et kort opkog på 1 minut inden brug.
Energi- og proteinindhold i 1 deciliter jordbærshake: 450 kJ/130 kcal og 2,3 gram protein.
Mokkashake
- 2¼ dl kakao-letmælk
- 2¼ dl sødmælk
- ½ dl cremefraiche 18 %
- 2 tsk. instant-kaffe
- 3 spsk. sukker
Pisk alle ingredienser godt sammen. Tilsæt 1 spsk. vaniljeis, inden du serverer drikken.
Energi- og proteinindhold i 1 deciliter mokkashake: 476 kJ/114 kcal og 3,3 gram protein.
Banancocktail
- 1 banan
- 1 spsk. sukker
- ½ dl piskefløde
- 4 dl yoghurt skyr eller kvark med hindbær
- 2 tsk. revet chokolade
- Lidt stødt kanel
Mos bananen. Tilsæt drikkeyoghurten sammen med kanel og sukker. Pisk fløden stiv, og bland den i drikken. Drys revet chokolade over.
Energi- og proteinindhold i 1 deciliter banancocktail: 572 kJ/136 kcal og 2,9 gram protein.
Hindbærshake
- 1 dl ymer
- 150 g vaniljeis (¼ liter)
- 2 dl sødmælk
- 200 g hindbær
- 2 spsk. sukker
Bland alle ingredienserne sammen, og bland eller pisk dem kraftigt. Hvis du anvender frosne bær, skal du give dem et kort opkog på 1 minut inden brug. Si eventuelt drikken, hvis du vil undgå hindbærkerner. Hindbærshaken kan skille, når du opbevarer den i køleskabet. Pisk den i så fald let igennem.
Energi- og proteinindhold i 1 deciliter hindbærshake: 600 kJ/145 kcal og 4,0 gram protein.
Kakaodrik med kvark
- 3 deciliter kakao-letmælk
- ½ deciliter kvark 5 %
- 150 gram vaniljeis (¼ liter)
Pisk kvarken lind med lidt af den kolde kakaomælk. Tilsæt resten af kakaomælken og vaniljeisen, og drikken er klar.
Energi- og proteinindhold i 1 deciliter kakaodrik med kvark: 402 kJ/96 kcal og 4,7 gram protein.