1. Nyd jeres hud-mod-hud-kontakt
Fokusér på at få så meget hud-mod-hud-kontakt med dit nyfødte barn som muligt, når du er vågen – også efter at du er udskrevet. Det fremmer din mælkeproduktion.
2. Lad barnet stimulere brystet
Tilbyd barnet brystet, når det viser små suttetegn. Barnet vil også kunne stimulere brystet i søvne eller når det små-sover. (Vent helst med at tilbyde barnet narresut, indtil amningen er etableret, så du ikke overser sulttegn hos barnet).
3. Lad barnet sutte længe
Lad barnet sutte længe på begge bryster, inden der eventuelt tilbydes tilskud (medmindre særlige forhold gør sig gældende. Tal med din jordemoder, sygeplejersker eller sundhedsplejerske, hvis du er i tvivl).
4. Stimulér brystet med udmalkning
Hvis barnet ikke sutter hyppigt og længe, kan du selv øge din mælkeproduktion ved at stimulere rigeligt med håndudmalkning eller brystpumpe efter amning. Det får dine bryster til at danne mere mælk.
Ligeledes kan du arbejde med at lave kompression af brystet, når barnet sutter, Kompression kan øge mælkemængden med op til 48%.
5. Slap af og tro på det
Undgå stress. Tro på, at din krop kan danne nok mælk. Langt de fleste kvinder er i stand til at danne nok mælk til deres børn. Hos nogle kræver det blot mere tid end hos andre.
6. Pas godt på dig selv
Husk at passe godt på dig selv. Få sovet, når dit barn sover, og spis og drik næringsholdigt, så du passer godt på din krop og får kroppen i balance oven på fødslen.
7. Hav tålmodighed, og lyt efter synkelyde
Mælken løber til inden for 72 timer – altså 3 døgn. Den kan dog komme senere, særligt hvis din fødsel har været hård og ekstra krævende for dig, men for langt de fleste kvinder kommer der rigelige mælkemængder.
Du vil opdage, at dit bryst forandrer sig, og du kan lytte efter synkelyde hos dit barn.
8. Væn ikke barnet til flaske
Undgå at give modermælkserstatning på flaske, da det vil være sværere at vænne dit barn til brystet bagefter. Brug gerne ammesonde, kop eller eventuelt en sprøjte.
9. Evaluér løbende
Husk at evaluere løbende, om der fortsat er brug for tilskud. Når dit barn er tilfreds efter amning og har normale udskillelser, er det tegn på, at din mælkeproduktion nu er rigelig, og at du ikke længere behøver at supplere.