Behandling af graviditetsbetinget sukkersyge
Du har fået konstateret graviditetsbetinget sukkersyge, også kaldet gestationel diabetes mellitus eller GDM. I denne pjece kan du læse mere om tilstanden og virkningen på dig og dit barn samt om behandling af tilstanden.
-
Du har fået konstateret graviditetsbetinget sukkersyge, også kaldet gestationel diabetes mellitus eller GDM. I denne pjece kan du læse mere om tilstanden og virkningen på dig og dit barn samt om behandling af tilstanden.
-
Sammenhæng mellem insulin og blodsukker
Når du er gravid, øges behovet for hormonet insulin. Din krop bruger insulin til at regulere blodsukkeret, så det ikke bliver for højt. Insulin dannes i bugspytkirtlen, og hvis ikke bugspytkirtlen er i stand til at øge insulinproduktionen tilstrækkeligt under din graviditet, så stiger blodsukkeret. Det høje blodsukkerniveau påvirker både dig og barnet.
Glukosebelastningstest
GDM diagnosticeres oftest ved en glukosebelastningstest. Ved en undersøgelse testes, hvor godt bugspytkirtlen reagerer på indtagelse af sukker. Hvis bugspytkirtlen ikke kan øge insulinproduktionen tilstrækkeligt, tager det længere tid, før blodsukkeret falder til et passende niveau. Er blodsukkeret stadig forhøjet efter 2 timer, så stilles diagnosen GDM.
GDM opstår i 2-3% af alle graviditeter.
-
Den primære behandling af GDM er kostregulering og motion. Behandlingen har til formål at udnytte den mængde insulin, din krop kan producere.
Spis fedt- og kulhydratfattig kost
Du vil blive tilbudt en samtale hos en diætist. Ved denne samtale vil du blive introduceret til de vejledninger og råd, der relaterer sig til diabeteskost. Overordnet reguleres kosten til en fedt- og kulhydratfattig kost, fordelt på 3 hovedmåltider og 2-3 mellemmåltider om dagen.
Har du brug for inspiration til opskrifter, kan du med fordel se på diabetesforeningens hjemmeside. www.diabetes.dk
Generelt gælder følgende retningslinjer:
- Spis fødevarer med højt indhold af kostfibre, fx grove grøntsager og fuldkorsprodukter
- Spis de gode fedtstoffer, fx avocado, nødder og mandler
- Spis fisk flere gange ugentligt, fx laks, makrel eller sild. Undgå de store rovfisk
- Spis mindre sukker; du kan med fordel skifte dine drikkevarer ud til sukkerfri, det samme gælder fx marmelade.
Dyrk regelmæssig motion
Ved regelmæssig motion øges forbrændingen af kulhydrater. Derfor anbefales minimum 30 minutters daglig motion. Motion kan være svømning, cykling og gåture i et raskt tempo. Dog frarådes kontaktsport, hvor der er risiko for slag mod maven. Det vigtigste er, at du får pulsen op. Sæt tempoet ned eller skift motionsform, hvis du oplever smerter eller ubehag.
Mål blodsukker hjemme
For at kontrollere, at kostregulering og motion virker optimalt, er det vigtigt, at du måler blodsukker hjemme. Ved dit første besøg i svangreambulatoriet får du udleveret et blodsukkerapparat.
De første 7 dage skal du måle dit blodsukker 6 gange i døgnet. Du skal måle blodsukker før indtagelse af morgenmad, frokost og aftensmad, samt 1½ time efter måltidet er påbegyndt.
Efter den første uge skal du måle som ovenstående 2 dage om ugen, ikke 2 dage i træk.
Blodsukkerværdien er normal, hvis den før et måltid er under 5,5 mmol/l og 1½ time efter et måltid er under 7 mmol/l.
Du skal kontakte os, hvis dine blodsukkerværdier efter den første uge ikke ligger inden for ovennævnte værdier. Du skal også kontakte os, hvis du over en periode på 1 uge måler 2 forhøjede blodsukkerværdier.
Hvis blodsukkerværdierne bliver ved med at være forhøjede – trods kostregulering – henviser vi dig til Aalborg Universitetshospital. Her vil de så vurdere, om det er nødvendigt at behandle din GDM med insulin. Det er tilfældet for cirka 20%. Bliver din GDM insulinkrævende, overgår dit graviditetsforløb til Aalborg Universitetshospital, som også bliver dit stamfødested, hvor du skal føde.
-
Risikoen for komplikationer for dig og dit barn falder, når du får reguleret blodsukkeret ned på normalt niveau.
En af de mest sandsynlige komplikationer ved GDM er øget fostervækst i graviditeten. Derfor vil du blive tilbudt ekstra ultralydsskanninger. Disse foregår i Ultralydsambulatoriet, hvor du også fik de 2 første skanninger i graviditeten.
Du skal desuden have målt dit langtidsblodsukker hver 4-6. uge. Langtidsblodsukkeret viser, hvor dit blodsukker gennemsnitligt har været de sidste 8 uger. Sygeplejersken bestiller blodprøverne, men du skal selv sørge for at bestille tid til blodprøverne på https://booking.RN.dk eller hos egen læge.
-
Hvis ikke du er gået i spontan fødsel, når du er 1 uge over termin, anbefales du at få sat fødslen i gang.
Dit barn har en øget risiko for lavt blodsukker efter fødslen, og derfor kontrollerer vi dets blodsukker 2 timer efter fødslen. Hvis dit barns blodsukker er normalt, kræver det ikke indlæggelse og du kan derfor gå hjem fra direkte hjem fra fødegangen.
Barnet skal lægges til brystet og gerne sutte aktivt inden for de første 30 minutter efter fødslen for at undgå lavt blodsukker. Du kan med fordel påbegynde håndudmalkning fra graviditetsuge 36. Det udmalkede mælk opbevares i fryseren og medbringes når du skal føde. Din jordemoder kan vejlede dig om, hvordan du gør.
Amning kan reducere risikoen for udvikling af type 2-diabetes. Fuld amning i over 3 måneder kan reducere risikoen med over 40 procent og forsinke udviklingen af type 2-diabetes med omkring 10 år.
-
Få lavet en ny glukosebelastning
Når du har haft GDM, er der øget risiko for, at du kan udvikle type 2-diabetes senere i livet. Cirka 50 procent udvikler type 2-diabetes inden for 10 år efter en graviditetsdiabetes Derfor anbefaler vi, at du får lavet en ny glukosebelastning 2-3 måneder efter fødslen hos din egen læge.
Få målt langtidsblodsukker jævnligt
Vi anbefaler også, at du resten af livet får taget en blodprøve, der viser dit langtidsblodsukker, med 1-2 års mellemrum.
Fortsæt med sund kost og motion
Vi anbefaler, at du fortsætter den kostomlægning og motion, du har gennemført i graviditeten.
-
Har du spørgsmål, eller har du forhøjet blodsukker, så kontakt os.
For mere viden om graviditetsbetinget sukkersyge – hvad det er, og hvordan det behandles – anbefaler vi, at du ser denne video fra Videncenter for Diabetes: https://bit.ly/video-gravid-med-diabetes
Ambulatorium for Svangre, Barsel og Diætist
Tlf. 97 64 07 25
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 11.00 og 13.30 – 14.30
Når du ringer, kommer du igennem til en sekretær, som tager imod besked. Herefter vil du blive kontaktet af en sygeplejerske.