Sådan træner du blæren, når du har overaktiv blære og hyppig vandladning
Du skal træne, så du igen kan få kontrol over blæren. Træningen vil gøre, at du gradvist kan øge den mængde, din blære kan indeholde, til mellem 2½ og 4 deciliter. På den måde kan du nedsætte det antal gange, du skal lade vandet i løbet af dagen.
Trangen til at lade vandet ofte kan have forskellige årsager fra person til person.
- Overaktiv blære
Blæren trækker sig pludseligt sammen og vil tømme sig, før du er parat til det. Derfor skal du lade vandet hyppigt og når ofte ikke på toilettet. Der er ofte flere vandladninger om natten.
- Overfølsom blære
Når blæren bliver fyldt, føler du ubehag. Derfor vænner du dig til at tisse hyppigt. Ofte har du ingen problemer med at holde på urinen.
- Psykisk ubalance
Psykisk ubalance kan medføre, at du skal lade vandet i tide og utide. Lidt efter lidt kan blæren rumme mindre mængder urin, og du skal lade vandet meget ofte. Du kan også samtidig have problemer med at holde på vandet.
Den normale vandladning Normalt vil blæren være afslappet og udvide sig, indtil den indeholder 2½-4 deciliter urin. Derefter får man det første signal om vandladningstrang, så man stille og roligt kan nå toilettet. Under vandladningen trækker blærens muskel sig sammen, musklerne omkring urinrøret slapper af, og blæren tømmes. Hvis man som anbefalet drikker mellem 1½ og 2 liter væske i døgnet, skal man lade vandet cirka hver 3.-4. time i de vågne timer, og det er ikke unormalt at lade vandet en enkelt gang om natten. Det vil sige, at man normalt har mellem 5 og 8 vandladninger i døgnet. |