Medicinsk abort indtil graviditetsuge uge 8+6 under kort indlæggelse
-
Er du gravid, kan du få lavet en medicinsk abort under en kort indlæggelse på 4-6 timer. Inden indlæggelsen skal du møde i Ambulatorium for Kvindesygdomme og få sat aborten i gang.
Ved besøget i Ambulatorium for Kvindesygdomme laver en sygeplejerske eller en læge en gynækologisk undersøgelse og ultralydsskanner dig gennem skeden. Du bliver eventuelt podet fra skeden for bakterier.
Du får udleveret 1 tablet Mifegyne®, som du skal tage efter aftale. Mifegyne®er et antihormon, som stopper graviditetens udvikling. Aborten er således sat i gang, og du kan ikke fortryde, når først du har taget tabletten.
Kaster du op inden for 1 time, efter du har taget Mifegyne®, skal du henvende dig igen og få en ny tablet.
Nogle kvinder begynder at bløde og får menstruationssmerter, efter de har taget Mifegyne®. Du kan tage smertestillende håndkøbsmedicin. Du får smertestillende medicin under indlæggelsen, men du skal selv anskaffe håndkøbssmertestillende medicin til efter udskrivelsen.
Vi aftaler et tidspunkt for, hvornår du skal møde til indlæggelse på Sengeafsnit 504.
Der er følgende risici ved indgrebet:
- Under 1 % får akut kraftig blødning i forbindelse med indgrebet.
- Under 1 % får underlivsbetændelse.
Hos op til 0,5 % lykkes den medicinske abort ikke. Er det tilfældet, vil vi sammen med dig aftale behandlingen.
Sygeplejersken vejleder dig i at lægge 4 stikpiller Cytotec®op i skeden. Stikpillerne får livmoderen til at trække sig sammen, så graviditeten udstødes. Når stikpillerne er lagt op, skal du hvile dig i ½ time, og bagefter er det en fordel, at du går rundt, så tabletterne kan virke.
Du kan forvente menstruationslignende smerter. Smerterne kommer ofte i bølger og kan være kraftigere end ved en sædvanlig menstruation. Du får smertestillende medicin.
Ofte starter blødningen nogle timer efter oplægning af Cytotec®. Blødningen kan være med klumper. Den kraftige blødning står som regel på i et par timer. Herefter aftager blødningen, og i løbet af en uges tid er den reduceret til pletblødning. Pletblødningen kan vare indtil næste menstruation, som kommer efter 4-6 uger. Når blødningen er godt i gang, og du er tryg ved situationen, kan du tage hjem. Hvis du er i bil, fraråder vi, at du selv kører bilen, da du kan blive utilpas.
Er du gravid over uge 7 + 6 dage og har blodtype rhesus negativ, skal du have en indsprøjtning med Anti-D, inden du tager hjem. Anti-D forhindrer, at din krop danner antistoffer, som kan være skadelige for et foster i en senere graviditet.
For de fleste kvinder er aborten overstået, inden de tager hjem fra Sengeafsnit 504, men for nogen sker aborten først en af de kommende dage.
Aftal at have en pårørende hos dig
Vi anbefaler, at du har en pårørende hos dig, når du kommer hjem og den første nat. Sørg for, at du som minimum har en pårørende, som du kan komme i kontakt med, da du ved kraftig blødning kan have behov for hjælp.
Forvent smerter
Du kan forvente menstruationslignende smerter. Smerterne kommer ofte i bølger og kan være kraftigere end ved almindelig menstruation.
Smertebehandling med håndkøbsmedicin
- 1 gram (2 tbl.) paracetamol (fx Panodil® eller Pinex®) samt
- 400 mg ibuprofen (fx Ipren®).
Denne ’cocktail’ må du tage op til 3 gange i døgnet. Derudover må du gerne tage 1 gram paracetamol ekstra i løbet af dagen.
Gener
Det er normalt at have kvalme, brystspænding, svedeture og være træt på grund af graviditetshormoner, som ikke er kommet ud af kroppen. Symptomerne skal aftale gradvist. Gør de ikke det, skal du tale med din egen læge.
Prævention
Vær opmærksom på, at første ægløsning efter aborten kommer før menstruationen. Det betyder, at du kan blive gravid igen, inden du får din næste menstruation. Derfor er det vigtigt, at du inden aborten har bestemt dig for fremtidig prævention.
Har du besluttet dig for at bruge p-piller eller minipiller efter aborten, skal du tage den første tablet samme dag, som du lægger Cytotec®op i skeden. På den måde er du beskyttet mod graviditet fra første dag. Skal du have en spiral, kan den lægges op hos din egen læge i slutningen af din første menstruation.
Sygemelding
Du behøver ikke være sygemeldt, men du bør tage den med ro i 1-2 dage efter aborten.
Infektion
For at mindske risikoen for infektion fraråder vi dig at bruge tampon, menstruationskop, tage karbad, gå i svømmehal eller bade i havet, så længe du bløder.
Brug kondom ved samleje, så længe du bløder.
De fleste klarer en abort uden problemer, men der er også nogle, som kan få en eller anden form for reaktion. Abort kan være en stor beslutning og en svær oplevelse. Det er en almindelig reaktion at være både glad, lettet og ked af det. Nogle kommer let til at græde. Det er en almindelig reaktion at have nedsat lyst til sex i en periode.
Abortsamtale
Alle kvinder har ret til abortsamtaler. Vi tilbyder 2 samtaler før og 2 samtaler efter en abort. Samtalerne varetages af en specialuddannet sygeplejerske og varer 1 time. Din pårørende er velkommen til at deltage. Du kan enten få en tid hos personalet, eller du kan ringe og bestille en tid.
Kontrol
4 uger efter du har indtaget Mifegyne, skal du anvende en graviditetstest.
- Er testen negativ, skal du ikke foretage dig mere, og du kan betragte aborten som afsluttet.
- Er testen positiv, skal du kontakte Ambulatorium for Kvindesygdomme på tlf. 97 64 07 41 næste hverdag. Du vil herefter få en hurtig tid til nærmere undersøgelse og ultralydsscanning.
Kontakt Ambulatorium for Kvindesygdomme:
- hvis du ikke bløder eller kun har blødt minimalt 3 dage efter oplægning af Cytotec®
- hvis du har yderligere spørgsmål til aborten.
Kontakt din egen læge eller Lægevagten, hvis du:
- bløder voldsomt gennem flere timer
- stadig bløder som ved en kraftig menstruation efter 1 uge
- får symptomer på underlivsbetændelse, feber, ildelugtende blødning eller udflåd
- ønsker yderligere vejledning omkring prævention.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om medicinsk abort, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: ’medicinsk abort’.
Ambulatorium for Kvindesygdomme
Tlf. 97 64 07 41
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.30 – 10.30 og 13.30 – 14.00
Sengeafsnit 504
Tlf. 97 64 06 65
Dag 1
Tag tablet Mifegyne®200 mg sammen med et glas vand
_______dag den ________ kl. ________
Kaster du op inden for 1 time, skal du ringe til Ambulatorium for Kvindesygdomme eller Sengeafsnit 504 og herefter eventuelt hente en ny tablet.
Hvis du får smerter, kan du tage smertestillende håndkøbsmedicin paracetamol 1 gram samt Ibuprofen 400 mg.
Dag 3
Indlæggelse på Sengeafsnit 504
_______dag den ________ kl. ________
Dag 28
Graviditetstest – urin (meget vigtig) _______dag den ________