Hypermobile led hos børn
Som forælder til et barn med hypermobile led er det meget naturligt at være usikker på, hvordan du skal forholde dig med hensyn til dit barns gøremål.
Denne pjece indeholder en række oplysninger, som er relevante for dig, der dagligt har hypermobilitet tæt inde på livet i forbindelse med dit barn.
Forhåbentlig kan pjecen være en hjælp til en nemmere hverdag – både for dit barn og for dig som forælder.
Som forælder til et barn med hypermobile led er det vigtigt at huske, at hypermobilitet er en tilstand – ikke en sygdom.
- Undgå at overbeskytte dit barn ved at forhindre det i at gøre ting i hverdagen, som det er vant til og kan lide at gøre.
- Find en balance mellem, hvad der er til gavn for dit barn, og hvad der er til skade for dit barn, så barnet får lov til at lave aktiviteter, som det synes er sjovt, men som ikke skader det.
- Vær opmærksom på symptomerne og husk, at fysisk aktivitet mindsker generne. Hjælp dit barn ved at motivere det til en aktiv fritid, hvor det får brugt sine muskler, fx ved at gå ture og cykle i skole.
Som hovedregel skal du som forælder ikke sætte begrænsninger for dit barn. Barnet skal nok selv finde ud af, hvornår noget er ubehageligt.