Brug bad og toilet på stuen
Isolationsstuen består af en slusegang, stue samt toilet med bad. Både du, dit barn og eventuelle pårørende skal bruge bad og toilet på isolationsstuen.
Vent 1 minut i slusegangen ved udgang
Hvis du skal ud fra isolationsstuen, skal du vente mindst 1 minut i slusegangen, efter at døren ind til stuen er lukket. Det skal du, for at slusen kan fjerne alle mikroorganismer, som du bringer med dig ud af stuen.
Der hænger et stopur i slusegangen, som benyttes ved udgang fra stuen. Ophold jer mindst muligt i slusegangen og bliv inde på stuen for at sikre, at smitten ikke spredes.
Vask og sprit hænder
Før du forlader slusegangen, skal du vaske dine hænder med vand og sæbe og derefter desinficere dem med håndsprit.
Lad personalet servere mad og drikkevarer
Personalet serverer altid mad og drikkevarer på stuen efter aftale.
Læg altid affald og vasketøj i særlige poser
Læg altid affald og vasketøj i de tilegnede poser.
Læg altid affald i affaldssækken på toilettet.
Læg vasketøj i vasketøjsposer. Er vasketøjet vådt, skal du pakke det ind i et tørt linned, før du smider tøjet i snavsetøjsposen.
Lad barnets legetøj blive på stuen
Barnet kan medbringe sit eget legetøj, men kan også låne legetøj efter aftale med plejepersonalet. Barnet må ikke dele legetøj med andre.
Søg vejledning
Vi ved, at det kan være belastende at være på isolationsstue. Vi vil gerne give råd og vejledning og aflaste efter aftale, hvis du har brug for at komme en tur ud på afdelingen.