Når du er indlagt med dit barn til pædagogisk-psykologisk udredning

En indlæggelse med et barn til pædagogisk-psykologisk udredning varer cirka 14 dage. Under indlæggelsen er én af barnets forældre eller en kontaktperson indlagt sammen med barnet.

De 2 første døgn overnatter I på Børneafdelingen. Herefter bliver barnet dagpatient. Der kan evt. være mulighed for overnatning i familierummet under indlæggelsen.

Under indlæggelsen er der samtale med pædagog, psykolog, sygeplejerske og læge. Til nogle af samtalerne ser vi gerne, at begge forældre deltager. Psykologen udfører desuden også tests på barnet.

Pædagogen vil observere jeres barn og give råd og vejledning ud fra den problemstilling, som barnet er indlagt med.

Efter nogle dages indlæggelse er der skolegang i hospitalets skolestue for børn fra børnehaveklassen og opefter. Medbring barnets egne skolebøger.

Indlæggelsen afsluttes med en samtale, hvor observationer fra indlæggelsen samles og hvor vi aftaler det eventuelt videre forløb.

Under indlæggelsen beder vi jer om tilladelse til at indhente udtalelser fra fx kommunens PPR, institution, skole, skolefritidsordning med videre.