Usædvanlig skrappe radiografer i Frederikshavn

Vil man som radiograf have et job ud over det sædvanlige, så skal man til Regionshospital Nordjylland i Frederikshavn. Her oplæres radiografer til at tage del i diagnosticeringen i forbindelse med den ny tarmkræftscreening.
Traditionelt består radiografers opgaver af den tekniske side af røntgenundersøgelser og scanninger. Det skal radiograferne på Billeddiagnostisk Afdeling i Frederikshavn stadig være skrappe til. Men de kan mere end det.

De nøjes nemlig ikke længere med at lave røntgen- og scanningsbilleder. De er også med i diagnosticeringen. Det vil sige afkodningen af, hvad billederne viser. En opgave, der ellers kun ligger hos læger.

Med den opgaveglidning har man opnået to ting: Dels skabt så attraktive radiografjob, at det er blevet populært at søge til Frederikshavn, dels afhjulpet de udfordringer, der kan være ved at have få speciallæger.

Endnu mere perfektionistisk

Joanna Strozik og Mark Egelund er de første to radiografer, der har tilegnet sig de nye kompetencer.

- Det er spændende at tage del i diagnosticeringen. Det er en teknisk vanskelig undersøgelse at gennemføre, og nu, hvor man selv skal vurdere resultater, så bliver man endnu mere perfektionistisk med hensyn til kvaliteten. Så det gavner patienterne i sidste ende, siger Mark Egelund.

Hvor det tidligere var to læger, der foretog en vurdering af scanningsbillederne, så er det nu en radiograf og en læge.

3D tur gennem tarmen


Der er bl.a. brug for radiografernes ekspertise i forbindelse med det nye screeningsprogram for tarmkræft. Afsløres der blod i borgernes afføringsprøver, så kommer de til kikkertundersøgelse. Men kan den ikke gennemføres på grund af f.eks. udposninger eller slyngninger i tarmen, så sendes patienter fra hele Region Nordjylland til Billeddiagnostisk Afdeling i Frederikshavn.

Her kan de nemlig få foretaget en CT-kolografi. Det er en virtuel kikkertundersøgelse, hvor man via CT scanninger kan tage en tur gennem tarmens indre i – og dermed afsløre polypper og forstadier til tarmkræft.

Øvelse, øvelse, øvelse

 

Radiograferne har gennemgået intensiv uddannelse og oplæring.

- I lærebøgerne er der altid meget tydelig forskel mellem betændelsesreaktioner og kræft, men sådan er virkeligheden langt fra altid. Så vi har arbejdet med en lang række cases, så de bliver øvet i at vurdere, hvad de ser på skærmen, siger overlæge Morten Vuust.

Han er som læremester for radiograferne helt tryg ved lade opgaver glide fra lægehænder til radiografhænder.

- En CT-kolografi kræver meget høj omhyggelighed. Det havde radiograferne også tidligere. Ingen tvivl om det. Men før havde de ikke samme baggrund som nu for at vurdere, hvad billederne viser. Det har de nu – og de unge er absolut lige så gode til se på billederne som mig, siger Morten Vuust.

Afslører CT- kolografien polypper i tarmen, så skal disse fjernes. Polypper, der bliver til kræftsygdom er typisk 5-10 år om at udvikle sig, så jo tidligere man opdager dem, jo bedre.

Overlæge Morten Vuust

Opdateret