Ved nogle sygdomme kan der blive dannet væske mellem lungehinderne igen og igen. For at undgå dette kan vi prøve at få lungehinderne til at klistre sammen, så der ikke længere kan dannes væske. Limning af lungehinderne kaldes også for pleurodese.
Behandlingen virker i 75-90 % af alle tilfælde. Vi kan først se den endelige effekt efter nogle uger. Hvis behandlingen ikke virker i første omgang, kan den eventuelt gentages, eller vi kan vurdere, om der findes andre muligheder for behandling.
Behandlingen foregår på Lungemedicinsk Sengeafsnit 204B og kræver oftest, at du forbliver indlagt i 1-2 dage, efter væsken er udtømt.
Sådan foregår behandlingen
Ved indlæggelsen får du lagt dræn, så vi kan udtømme væsken. Vi tager et røntgenbillede for at sikre, at væsken er helt væk, for vi kan kun lime lungehinderne sammen, hvis de ligger tæt op ad hinanden.
Når væsken er tømt, får du en blanding af talkum og lokalbedøvelse i drænet, mens du ligger i sengen. De næste timer skal du vende dig i sengen, så talkummet fordeles. Efter 3-4 timer åbner vi for drænet.
Drænet skal blive liggende i 1-2 døgn.
Mulige bivirkninger
Du kan få smerter i brystkassen, feber og influenzalignende symptomer, fordi behandlingen irriterer lungehinderne. Symptomerne forsvinder oftest efter kort tid, og de kan behandles med smertestillende og febernedsættende medicin.
I meget sjældne tilfælde kan der opstå en slags allergisk reaktion, der giver åndenød. Det kræver yderligere behandling på sygehuset.
Kort om lungehinderne
Lungehinden er en tynd, elastisk bindevævshinde, der ligger omkring hver lunge. Hinden består af 2 lag. Det ene lag beklæder lungernes overflade. Det andet lag sidder fast på indersiden af brystkassens væg. Mellemrummet mellem de 2 lag hedder lungehulen.
|
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.