Du skal have lavet en kikkertundersøgelse af dine lunger, også kaldet en bronkoskopi.
Vi laver undersøgelsen for at se, hvordan slimhinden i luftvejene ser ud. Samtidig kan vi hente slim op og eventuelt tage vævsprøver, som bliver sendt til undersøgelse.
Sådan foregår undersøgelsen
Når du møder i Endoskopisk Ambulatorium får du anlagt et lille plastikrør (en venflon) i håndryggen. Her tilkobles væske, som langsomt skal løbe ind. Lige inden undersøgelsen giver vi dig beroligende medicin, så du kan ligge ned og døse under undersøgelsen.
Undersøgelsen bliver foretaget ved hjælp af en kikkert (bronkoskop) - en tynd, bøjelig slange, som vi fører ned i luftvejene gennem din næse (eventuelt mund). Mens kikkerten bevæger sig gennem næsen og ned i lungerne, får du sprøjtet lokalbedøvende væske på slimhinderne.
Lokalbedøvelsen kan smage lidt bittert og giver anledning til hoste. Hosten aftager dog, når virkningen af lokalbedøvelsen er indtrådt. Når kikkerten har passeret stemmelæberne, må du ikke tale, da det efterfølgende kan medføre forbigående hæshed.
Undersøgelsen er ikke smertefuld, og du kan trække vejret frit imens.
Under undersøgelsen giver vi dig ilt via en tynd slange i næsen. Vi måler din puls, dit blodtryk og indholdet af ilt i dit blod.
Undersøgelsen varer cirka 30 minutter.
Sådan forbereder du dig
Mød fastende til undersøgelsen
Du skal faste inden undersøgelsen, så din mavesæk er helt tom. Det skal du for at undgå, at maveindholdet løber i luftvejene. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din aftale. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra midnat inden undersøgelsen. Du må heller ikke ryge, drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Det kan fx være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk. Du må ikke drikke juice med frugtkød.
Tag din blodtryksnedsættende medicin
Du skal gerne tage din blodtryksnedsættende medicin, inden du møder til undersøgelsen.
Undlad morgenmedicin, hvis du har sukkersyge
Har du sukkersyge, skal du ikke tage din morgenmedicin.
Hold pause med blodfortyndende medicin
Får du blodfortyndende medicin, skal du eventuelt holde pause før undersøgelsen. Det gælder dog ikke Hjertemagnyl®. Følg de instrukser, du har fået af lægen.
Få taget en blodprøve på undersøgelsesdagen, hvis du får blodfortyndende medicin
Er du i behandling med blodfortyndende medicin (dog ikke Hjertemagnyl®), skal du på undersøgelsesdagen have taget en blodprøve. Du skal have den taget på sygehuset umiddelbart inden kikkertundersøgelsen.
Vi har bestilt prøven, men du skal selv booke tiden på www.booking.rn.dk. Det er en god ide at booke tid hjemmefra, da du ellers kan opleve lang ventetid.
Efter undersøgelsen
Du skal observeres i afsnittet efter undersøgelsen
Efter undersøgelsen skal du observeres i cirka 2 timer ved Endoskopisk Ambulatorium. Det er en god idé at have læsestof, IPad eller andet med til at fordrive ventetiden med.
Undlad at spise 2 timer efter undersøgelsen
Du skal være fastende 2 timer efter undersøgelsen for at undgå at få noget galt i halsen, mens dine synkereflekser er påvirket af bedøvelsen. Herefter vil du blive tilbudt lidt at spise, inden du kan tage hjem igen.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Vær opmærksom på, at du ikke selv må køre hjem. Det skyldes, at din reaktionstid er nedsat efter bedøvelsen. Sørg derfor for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem. Du må ikke selv køre bil det første døgn efter, at du har været bedøvet.
Aftal at have en pårørende hos dig
Du må ikke være alene det første døgn efter undersøgelsen i tilfælde af, at du bliver dårlig. Sørg derfor for at have en pårørende hos dig de første 24 timer efter undersøgelsen. Hvis du bor alene, vil du formentlig blive indlagt natten over.
Når du kommer hjem
Forvent at blive øm i halsen
Efter undersøgelsen kan du være øm i halsen, have smerter, når du synker, og være hæs. Det forsvinder normalt efter et par dage. Hvis vi i forbindelse med undersøgelsen har taget vævsprøver fra slimhinden, kan du hoste blodigt slim op det første døgn efter undersøgelsen. Det er ikke farligt og kræver normalt ingen behandling.
Vær opmærksom på
Får du høj feber, åndenød, eller begynder du at hoste større mængder blod op efter undersøgelsen, er det vigtigt, at du tager kontakt til Lægevagten eller ringer 112.
Svar på undersøgelsen
Lungelægen vil se til dig inden udskrivelsen og fortælle om undersøgelsens forløb. Inden du tager hjem, får du en tid til samtale i Lungemedicinsk Ambulatorium.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.