Du er blevet tilbudt behandling med medicin, der nedsætter dannelsen af kønshormoner i æggestokkene.
Ved forskellige sygdomme i underlivet kan det være en fordel at nedsætte dannelsen af kønshormoner.
Medicin, der nedsætter dannelsen af kønshormoner, anvendes som regel som et middel mod endometriose og større muskelknuder i livmoderen. Den anvendes også ved kunstig befrugtning. Formålet med behandlingen kan blandt andet være at mindske smerter.
Sådan virker medicinen
Medicinen er et hormonlignende stof, der nedsætter dannelsen af kønshormoner i æggestokkene. Derfor kommer du midlertidigt i en form for kunstig overgangsalder i den periode, hvor du tager medicinen.
Det betyder, at du på længere sigt ikke får menstruation, eller at din menstruation bliver væsentligt mindre, mens behandlingen foregår.
2-3 uger efter behandlingens begyndelse vil du eventuelt få en menstruationsblødning, som kan være anderledes, end du er vant til. Dette skyldes en ændring i hormonbalancen. Efter 2-4 uger oplever de fleste en bedring af deres smerter og blødning.
Sådan foregår den medicinske behandling
Medicinen gives som et depot, der indsprøjtes i mavens underhud og langsomt optages i kroppen. Du får indsprøjtningen hos os. Der findes 2 størrelser af depotet, enten et depot til 4 uger eller et depot til 12 uger. Indsprøjtningen kan derfor gentages med 4-12 ugers interval. Oftest bruges deportet til 12 uger.
Desuden anbefaler vi, at du 3 uger efter indsprøjtning af medicinen begynder at tage et erstatningstilskud/erstatningshormon (tabletter) for at mindske bivirkninger og fortsætter med at tage hormontilskuddet, så længe medicinen virker.
Bivirkninger
De bivirkninger, du kan få af medicinen, svarer til de gener, mange kvinder får, når de går i overgangsalderen. Ofte ses svedeture, hedeture, hovedpine, humørsvingninger, tørhed i skeden og måske nedsat eller manglende lyst til sex.
Der vil som regel gå nogle uger, før du kan forvente bivirkninger. Det er ikke alle, der får bivirkninger af medicinen, ligesom ikke alle får problemer, når de kommer i overgangsalderen.
Tilstanden af kunstig overgangsalder forsvinder igen 4-6 uger efter den sidste behandling. Eventuelle bivirkninger forsvinder også i løbet af kort tid.
Vær opmærksom på
Du kan ikke med sikkerhed regne med at være beskyttet mod graviditet under behandlingen.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til behandlingen, er du velkommen til at kontakte os.