Du har fået konstateret mavesår ved en kikkertundersøgelse. Mavesår er en kendt og almen lidelse, der opstår, når mavesyre irriterer eller ødelægger mavesækkens slimhinde.
Mavesår opstår af følgende årsager:
- Infektion i maveslimhinden med mavesårsbakterien Helicobacter pylori
- Indtagelse af medicin, der indeholder acetylsalicylsyre
- Indtagelse af smertestillende gigtpræparater, de såkaldte NSAID
- Tobaksrygning.
Mavesår behandles forskelligt afhængig af årsagen til lidelsen.
Sådan foregår behandlingen
I langt de fleste tilfælde skyldes mavesår bakterien Helicobacter pylori. En vigtig del af behandlingen er at fjerne bakterien, ellers risikerer man, at mavesåret kommer igen. Det er dog en forudsætning for sårets heling, at man samtidig mindsker produktionen af mavesyre med syrehæmmende medicin.
Helicobacter pylori skal behandles med en kombination af mavesårsmedicin og antibiotika. Hvis du har mavesår, som ikke er forårsaget af Helicobacter pylori, kan du nøjes med den syrehæmmende medicin.
Behandlingen er en medicinkur, som du skal tage i det antal dage, som lægen har ordineret.
Undgå acetylsalicylsyre og gigtpræparater
Hvis du er i behandling med medicin, der indeholder acetylsalicylsyre, eller et gigtpræparat, bør du som hovedregel stoppe denne behandling.
Hvis du ikke kan undvære disse præparater, skal du tale med din læge om alternative behandlingsmuligheder.
Hvis behandlingen ikke virker
Hvis du fortsat har symptomer på mavesår, bør du overveje dit forbrug af tobak og medicin, som kan forværre dit mavesår.
Det kan også være, at det ikke er lykkedes at udrydde Helicobacter pylori-bakterien helt, især hvis du ikke har taget hele medicinkuren. I så fald vil vi sandsynligvis gentage behandlingen med en anden kombination af antibiotika.
Vi kan også vurdere, at det er nødvendigt at gentage kikkertundersøgelsen for at undersøge mavesåret nærmere. I nogle tilfælde viser det sig, at mavesåret er forsvundet, og at symptomerne skyldes, at mavesyre løber tilbage og generer i spiserøret.
Gode råd, når du har mavesår
Du kan selv lindre symptomerne på mavesår ved at følge disse råd:
- Spis, som du plejer, men hold igen med kaffe, alkohol og stærkt krydret og fed mad. Derudover er der ingen særlig diæt, du skal overholde.
- Vær opmærksom på, hvad du spiser. Der kan for den enkelte person være en eller flere fødevarer, som forværrer symptomerne.
- Spis langsomt og tyg maden grundigt.
- Spis hyppigt og regelmæssigt – gerne 4-5 små daglige måltider.
- Spis gerne groft brød til dagens måltider.
- Undgå at overfylde maven.
- Undlad at spise lige før sengetid.
- Slap af før og efter hvert måltid.
- Undlad for så vidt muligt tobaksrygning. Rygning øger produktionen af mavesyre, forsinker helingen af mavesåret og øger risikoen for, at mavesåret kommer igen.
- Undlad medicin med acetylsalicylsyre. Smertestillende og blodfortyndende medicin, der indeholder acetylsalicylsyre, fx Kodimagnyl®, Albyl®, Treo® og Hjertemagnyl®, og de fleste gigtpræparater kan øge risikoen for og forværre dit mavesår. Tal derfor med din læge, hvis du tager håndkøbsmedicin mod smerter eller gigt.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om mavesår, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: ’mavesår’.
|
|
Kontakt
Sengeafsnit 108
Tlf. 97 64 05 50
Dagafsnit for Kirurgi
Tlf. 97 64 27 04
|