Du skal have lavet en kikkertundersøgelse af din tyktarm – også kaldet en koloskopi. Undersøgelsen kan afsløre eventuelle sygelige forandringer i tyktarmen.
Sådan foregår undersøgelsen
Du bliver modtaget af en sygeplejerske, som informerer dig om undersøgelsen og lægger en kanyle i en blodåre i din håndryg. Gennem kanylen kan vi give dig beroligende eller smertestillende medicin, hvis du ønsker det. Medicinen lindrer ubehag og får dig til at blive afslappet og døsig.
Du er vågen ved undersøgelsen og kan følge med på en tv-skærm.
Lægen benytter en bøjelig kikkert på tykkelse med en finger – et såkaldt koloskop. Koloskopet føres fra endetarmsåbningen op og rundt i tyktarmen. Der sidder et lille kamera for enden af slangen, som gengiver et billede af tarmens inderside på tv-skærmen. Gennem koloskopet kan lægen se tarmens slimhinde, tage vævsprøver og fjerne eventuelle polypper.
Det er nødvendigt at puste luft op i tarmen under undersøgelsen for at kunne se slimhinden. Det kan føles ubehageligt og give forbigående mavekneb, kvalme og oppustethed.
Undersøgelsen varer 30-60 minutter.
Sådan forbereder du dig
Udrens tarmen inden undersøgelsen
For at vi kan undersøge tarmen indvendigt, er det nødvendigt, at den er tom. Du skal derfor spise på en bestemt måde i dagene op til undersøgelsen, samt udrense tarmen med udrensningsmidlerne Picoprep® og Toilax®, som du skal hente på apoteket. Husk at medbringe din rekvisition til apoteket.
Der skal være 2 breve Picoprep® i pakken. I pakken med Toilax® vil der være flere tabletter, end du skal bruge. Du skal bruge 4 tabletter. Resten kan du aflevere på apoteket.
Ved indlæggelse
Hvis du skal indlægges dagen før undersøgelsen, skal du ikke hente Picoprep®, men kun de 4 tabletter Toilax®, som du skal tage hjemme. Udrensningen foregår derefter på hospitalet.
Ugen før
|
7 dage før
|
Tag ikke jerntabletter
Tager du normalt jerntabletter, så hold en pause med dem, indtil undersøgelsen er ovre.
|
2 dage før
|
Spis kun kernefri kost
Det vil sige, at du ikke må spise brød med kerner, kiwifrugt, hørfrø, sesamfrø med videre.
|
Klokken 18.00
|
Tag Toilax®
Tag 2 tabletter Toilax®.
Du kan forvente virkning efter 1-3 timer.
|
Dagen før
|
Klokken 8.00
|
Tag Toilax®
Tag 2 tabletter Toilax®.
Du kan forvente virkning efter 1-3 timer.
|
Klokken 16.00
|
Spis kun flydende kost – alt, der kan passere gennem en si.
Drik rigeligt - det vil sige 2-3 liter.
Drik gerne vand, saftevand (undtagen solbær- og blåbærsaft), sodavand, juice uden frugtkød, mælk, kaffe, te, ernæringsdrikke, klar og legeret suppe, yoghurt og bouillon.
|
Klokken 21.00
|
Tag Picoprep®
Opløs den første pose Picoprep® udrensningspulver i 1½ dl vand.
Drik herefter yderligere 1-1½ liter flydende kost eller væske i løbet af de næste 1-4 timer.
Du kan forvente at have afføring 1-3 timer efter, at du har taget Picoprep®.
Hvis du har stomi, er det en god idé at benytte en tømbar pose under udrensningen.
|
På undersøgelsesdagen
|
8 timer før mødetid
|
Stop med at spise. Stop med at drikke mælkeprodukter.
Du må drikke klare væsker, fx te og kaffe uden mælk, æblejuice, saft og vand.
|
6 timer før mødetid
|
Tag Picoprep®
Opløs den anden pose Picoprep® udrensningspulver i 1½ dl vand. Drik herefter yderligere 1-1½ liter flydende kost eller væske i løbet af de næste 1-4 timer.
Du kan forvente afføring i løbet af 1-3 timer.
Du kan blive oppustet og få kvalme under udrensningen.
Hvis du har stomi, er det en god idé at benytte en tømbar pose under udrensningen.
|
2 timer før mødetid
|
Vær fastende
Det vil sige, at du hverken må indtage mad eller drikke.
|
Sådan laver du en Picoprep®-blanding
- Åbn et brev Picoprep®.
- Tag et glas med 1½ dl koldt vand.
- Hæld pulveret fra brevet i vandet.
- Rør blandingen i 2-3 minutter. Når det ikke længere bruser, er blandingen færdig. Blandingen skal være uklar/råhvid. Drik blandingen over cirka 15 minutter.
|
Kontakt os ved allergi over for citrusfrugter
Hvis du har allergi over for citrusfrugter, anbefales alternativ udrensning. Kontakt os i så fald forud for undersøgelsen.
hvis du tager medicin
Tag din vanlige medicin
Fortsæt med din vanlige medicin under udrensning. På undersøgelsesdagen skal du tage din vanlige morgenmedicin med lidt vand om morgenen, senest 2 timer før mødetid. Følg nedenstående retningslinjer vedrørende specifik medicin:
Sukkersyge
Har du sukkersyge, der behandles med tabletter, må du ikke tage din medicin før undersøgelsen. Medbring din medicin til efter undersøgelsen.
Har du sukkersyge, der behandles med insulin, skal der laves særlig aftale omkring udrensning, insulin og blodsukkermåling. Denne aftale laves hos din egen læge.
Blodfortyndende medicin
Får du blodfortyndende medicin skal du muligvis justere dosis, fr at vi kan gennemføre undersøgelsen. Se her, hvad du skal gøre:
- Hvis du får Xarelto® eller Pradaxa®, så fortsæt med medicinen, men ring og giv os besked.
- Hvis du får Marcoumar® eller Marevan, skal INR reguleres til under 3.
- Du må gerne tage præparaterne Magnyl® og Persantin®, da de ikke giver øget risiko for blødning ved undersøgelsen.
Har du været hos os og fået lagt en plan forud for undersøgelsen, skal du følge den.
Picoprep® kan have indflydelse på andre lægemidler. Tal eventuelt med din egen læge om dette.
Efter undersøgelsen
Efter undersøgelsen tilbyder vi dig mad og drikke, og du har mulighed for at hvile dig, inden du tager hjem.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Efter undersøgelsen må du tage hjem, når du selv synes, du er klar til det.
Hvis du har fået beroligende og/eller smertestillende medicin, må du ikke selv køre hjem. Aftal derfor eventuelt at have en pårørende til at hente dig, da du ikke må køre bil eller betjene farlige maskiner de følgende 24 timer.
Svar på undersøgelsen
Du får med det samme svar på, hvad lægen har set ved undersøgelsen. Hvis der er taget vævsprøver, vil der typisk gå 2-3 uger, før svaret er klar. Du får enten svar i din e-Boks, per brev eller i vores ambulatorium.
Din praktiserende læge får automatisk besked om undersøgelsen, medmindre du ikke ønsker det.
Når du kommer hjem
Kontakt os ved mistanke om komplikationer
Koloskopi er en meget sikker undersøgelse. I meget sjældne tilfælde kan der dog optræde komplikationer. Det kan dreje sig om bivirkninger ved udrensningen eller den beroligende og smertestillende medicin, blødning eller hul i tarmens væg, hvis der er taget vævsprøver. Hvis du oplever vedvarende mavesmerter, kraftig blødning eller bliver utilpas efter undersøgelsen, skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om kikkertundersøgelse af tyktarmen, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: ’koloskopi’.