Du skal opereres for navlebrok.
Et navlebrok er en udposning i bugvæggen ved navlen. Udposningen er skabt ved, at bughinden og eventuelt en del af tarmen er trængt ud gennem en svaghed i bugvæggen. Navlebrokket fremstår som en bule, når du står oprejst, hoster eller presser maven ud.
Ved denne operation fjernes brokket og bugvæggen forstærkes.
Sådan foregår operationen
Under operationen er du fuldt bedøvet.
Inden du bliver bedøvet, bliver du koblet til et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Operationen kan enten foregå som en almindelig åben operation eller som en kikkertoperation. Ved forundersøgelsen aftaler vi, hvordan du skal opereres.
Åben operation
Under operationen frigør lægen brokket gennem et snit i huden og fjerner brokket. Derefter syer lægen et forstærkende net af kunststof ind på bugvæggen, dér hvor den er svag. Nettet er med til at forhindre, at brokket falder ud igen.
Kikkertoperation
Kikkertoperationen udføres ved hjælp af en tynd kikkert og tynde instrumenter, som lægen fører ind gennem 3 huller i maven. Hullerne er 1½-2 centimeter lange. Under operationen får du pustet luft ind i bughulen, så lægen har et bedre overblik.
Ved hjælp af instrumenterne fjerner lægen brokket indefra og lægger et forstærkende net af kunststof over det svage sted i bugvæggen.
På opvågningsstuen
Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen.
Sådan forbereder du dig
Medbring eventuel medicin
Hvis du får medicin, skal du tage den med til operationen. Så vil sygeplejersken fortælle dig, hvilken medicin du må tage på operationsdagen.
Mød fastende til operationen
Du skal faste inden narkosen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, så der ikke opstår risiko for, at mad i mavesækken kan løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din operation. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden operationen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Det kan fx være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk.
- For dit velbefindende før og efter narkosen anbefaler vi, at du drikker 2 glas saft 2 timer før mødetidspunktet og derefter ingenting, til narkosen er overstået.
Følg disse retningslinjer, medmindre narkoselægen har givet dig anden vejledning.
Fjern make-up og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Fjern kontaktlinser inden operationen.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Undlad at smøre dig med creme, da det gør desinfektion vanskeligere. Tag rent tøj på. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Tag imod smertestillende før operationen
Vi giver dig en eller flere tabletter, som du må skylle ned med en mundfuld vand. Tabletterne er oftest langtidsvirkende smertestillende, der optages under operationen, og så virker efter operationen.
Efter operationen – mens du er på hospitalet
Beskriv dine smerter
Smertelindring er en del af din behandling. Vi vurderer dine smerter ved hjælp af en smertelineal, VAS (Visuel Analog Skala).
|
|
VAS - smertelineal
|
Når du skal beskrive dine smerter efter operationen, vil det være på en skala fra 0 til 10. 0 betyder ingen smerter, og 10 betyder værst tænkelige smerte.
Denne vurdering danner grundlag for din smertebehandling.
Udskrivelse
Er indgrebet forløbet normalt, bliver du udskrevet efter cirka 5 timer og kan tage hjem. Inden du tager hjem får du besked om, hvordan operationen er gået, og hvad du må og ikke må som nyopereret.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Sørg for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem. Du må ikke selv køre bil det første døgn efter, at du har været bedøvet. Vores erfaring er desuden, at det kan være hensigtsmæssigt, at du har en voksen person hos dig indtil næste dag.
Når du kommer hjem
Sygemeld dig
Du må forvente at være sygemeldt i en periode efter operationen. Hvor længe du skal være sygemeldt, afhænger af den fysiske aktivitet i dit arbejde samt dit generelle helbred. Som regel er det nødvendigt at være sygemeldt i 1-2 uger efter denne operation, men tal med lægen om netop dit behov.
Fjern plasteret efter 1 døgn
1 døgn efter operationen skal du fjerne plasteret over såret. Herefter må du tage brusebad.
Tag smertestillende medicin som aftalt
Det er normalt at have smerter efter operationen. Vi anbefaler, at du tager smertestillende medicin som angivet i det skema, du får udleveret.
Det kan gøre ondt, når du presser med maven, fx når du hoster eller går på toilettet. Her kan det hjælpe, hvis du støtter såret med en flad hånd.
Hvis du er blevet opereret ved kikkertoperation kan du have smerter, som skyldes den luft, vi har pustet ind i bughulen under operationen.
Bevæg dig hensigtsmæssigt
Smerterne vil aftage dag for dag, så tag den med ro og kom til hægterne i dit eget tempo. Der er ingen særlige fysiske aktiviteter, som du skal undgå, men mærk efter og bevæg dig kun til smertegrænsen.
Hver dag opstår der situationer, hvor du risikerer at overbelaste din krop, uden du lægger mærke til det. Det kan være, når du er på arbejde, køber ind, går i haven eller på anden måde er fysisk aktiv.
Husk at gå ned i knæ, rette ryggen og bruge benmusklerne, når du løfter. Dermed flytter du belastningen fra maven og ryggen til benene. Hvis du skal holde vejret, når du løfter, er det, du løfter, for tungt.
Hold maven i orden
I de første par dage kan det gøre ondt, når du har afføring. Det er vigtigt, at du har regelmæssig afføring, og at du holder afføringen lind, så du undgår at presse for meget.
Sådan kan du holde afføringen lind:
- Drik rigeligt med vand – cirka 2 liter om dagen.
- Spis varieret og fiberrigt, blandt andet kartofler, grøntsager og groft brød.
Aftal at få fjernet operationstråd
Er du syet med tråd, der ikke opløses af sig selv, skal du have den fjernet hos din egen læge. Du skal selv kontakte din læge og bestille en tid til at få fjernet operationstråd. Tråden skal fjernes 10 dage efter operationen.
Undgå karbad og svømmehal
For at mindske risikoen for infektion fraråder vi dig at tage karbad, gå i svømmehal og bade i havet i de første 14 dage efter operationen.
Forvent misfarvning
Der kan opstå en blodansamling omkring såret, så huden kommer til at ligne et stort blåt mærke. Misfarvningen kan brede sig til pungen og penis. Misfarvningen er ganske ufarlig og forsvinder af sig selv i løbet af et par uger.
Søg læge ved tegn på infektion
Du skal kontakte os, din egen læge eller Lægevagten, hvis du oplever følgende tegn på betændelse i såret:
- Dunkende smerter i såret
- Rødme omkring såret
- Varme og hævelse omkring såret
- Sivende gul væske fra såret
- Feber over 38 grader i mere end 1 døgn.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om navlebrok, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: navlebrok.