Du skal have fjernet overskydende maveskind som følge af dit store vægttab.
Efter operationen skal du være indlagt på sengeafsnittet i et par dage.
Sådan foregår operationen
Under operationen er du fuldt bedøvet.
Inden du bliver bedøvet, bliver du koblet til et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og markerer det stykke af dit maveskind, som skal fjernes. Herefter bliver du bedøvet.
Du får lagt 2 dræn, som leder overskydende væske og blod fra operationsområdet ud i en plastikbeholder. Du får også lagt et kateter op i din blære, da det kan være vanskeligt at lade vandet i det første døgn efter operationen.
Lægen lægger et snit i folden nederst på maven. Hud og underhud løsnes op til ribbenene og spidsen af brystbenet, og navlen frigøres fra huden. Derefter trækker lægen huden ned, så maven bliver glat, og fjerner den overskydende hud. Navlen genanbringes på samme niveau som før operationen.
Lægen syer eller klipser huden sammen. Til sidst får du forbinding på sårene og et støttende bælte om maven.
Du får et ar fra hoftekam til hoftekam, som kan skjules under trussekanten, og et ar rundt om navlen.
I nogle tilfælde er det nødvendigt at lægge et snit på langs af maven for at opstramme maveskindet bedst muligt. Lægen vurderer, hvilken metode der er bedst for dig.
Operationen varer cirka 2½-3 timer.
Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Først herefter bliver du kørt tilbage på sengeafsnittet.
Risiko for komplikationer
Der kan komme blødning, infektion eller dødt væv i såret. Risikoen stiger, hvis du er overvægtig eller ryger.
Sådan forbereder du dig
Undlad at ryge i 8 uger
For at mindske risikoen for infektion og sikre en bedre heling efter operationen bør du undlade at ryge og heller ikke bruge nikotinplastre i 8 uger før operationen.
Mød fastende til operationen
Du skal faste inden narkosen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, så der ikke opstår risiko for, at mad i mavesækken kan løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din aftale. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden undersøgelsen eller behandlingen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Det kan fx være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk.
- For dit velbefindende før og efter narkosen anbefaler vi, at du drikker 2 glas saft 2 timer før den planlagte undersøgelse eller behandling og derefter ingenting, til narkosen er overstået.
Følg disse retningslinjer, medmindre narkoselægen har givet dig anden vejledning.
Vask dig grundigt – særligt i navlen
Tag et bad om morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt skal du vaske dig grundigt i navlen. Tag også renvasket tøj på. Undlad at smøre dig ind i fed creme, da det gør det vanskeligt at desinficere din hud inden operationen. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Fjern hårvækst
Du skal fjerne al hårvækst på maven og ved kønsorganerne inden operationen. Du skal helst fjerne det med en elektrisk trimmer, så der ikke kommer rifter i huden.
Det kan være nødvendigt for mænd at fjerne hårene på hele maven fra brystvorter til penisrod.
Fjern make-up og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Make-up. Fjern al make-up og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Efter operationen
Vær sengeliggende efter operationen
Du skal være sengeliggende resten af dagen efter operationen. Du skal ligge med let bøjede hofter, så der ikke komme kraftigt træk på sårene.
Sidst på dagen må du spise og drikke, hvis du har lyst.
Sig til, hvis du får smerter
De fleste patienter har smerter i såret og spændinger i maveskindet efter operationen. Vi tilbyder dig smertestillende medicin, og hvis du har behov for mere, må du sige til. Det er vigtigt, at du ikke har flere smerter, end at du kan slappe af og også komme ud af sengen, når du føler dig frisk nok til det.
Kom ud af sengen
Dagen efter operationen fjerner vi kateteret i din blære. Herefter må du komme ud af sengen og op at gå.
Dræn
Du får fjernet drænene, når lægen vurderer, at mængden af væske er aftaget tilstrækkeligt. Det er som regel 2 dage efter operationen.
Du får skiftet forbinding, når drænene er fjernet, og i den forbindelse har du mulighed for at se resultatet af operationen.
Når drænene er fjernet og forbindingen skiftet, kan du tage hjem.
Når du kommer hjem
Sygemeld dig
Du må forvente at være sygemeldt i en periode efter operationen. Hvor længe du skal være sygemeldt, afhænger af den fysiske aktivitet i dit arbejde samt dit generelle helbred. Som regel er det nødvendigt at være sygemeldt i 3-5 uger efter denne behandling, men tal med lægen om netop dit behov.
Aftal at få fjernet operationstråd
Du skal selv kontakte din læge og bestille en tid til at få fjernet operationstråd eller klips. Tråd og klips kan fjernes cirka 10 dage efter operationen.
Undlad fortsat at ryge
Nikotin får blodkarrene til at trække sig sammen, hvorved der ikke kommer nok ilt til det område, hvor du er opereret. Det nedsætter sårets heling og øger risikoen for infektion. Du bør derfor undlade at ryge eller bruge nikotinplaster i 8 uger efter operationen.
Brug mavebælte i 3 måneder
Du skal bruge mavebælte i 3 måneder. De første 3-4 uger skal du bruge det døgnet rundt, og i de sidste uger kan du tage det af om natten.
Brug beskyttende plaster i 3 måneder
For at undgå at arrene bliver belastede, bør du anvende Micropore-plaster (papirplaster) på langs af arrene i 3 måneder efter operationen. Du skal skifte plaster 2 gange ugentligt. Du kan købe plastret på apoteket.
Efter cirka 3 måneder kan du se det endelige, kosmetiske resultat af operationen.
Undgå karbad og svømmehal
Du må tage brusebad, når du kommer hjem.
For at mindske risikoen for infektion fraråder vi dig at tage karbad, gå i svømmehal og bade i havet i de første 2 uger efter operationen.
Forvent misfarvning og væskedannelse
I den første tid efter operationen kan maveskindet være misfarvet, og du kan opleve en smule væskedannelse og spænding i maven. Hvis der dannes meget væske under huden, kan det hæmme sårets heling. I så fald kan du få en tid i vores ambulatorium, hvor vi udtømmer væsken med en kanyle. Udtømningen gør ikke ondt.
Forvent ændret følesans
De fleste patienter oplever nedsat eller ændret følesans i huden efter operationen. Følesansen kan ændre sig i løbet af det første år.
Undgå solen
Arrene er meget sarte. Du bør beskytte arrene mod solen i det første år, så de heler så pænt som muligt. Gå heller ikke i solarium. Beskyt arrene med plastre eller solcreme.
Undgå hård fysisk aktivitet
Du bør vente med belastende sportsaktiviteter og undgå tunge løft over 5 kg i 6 uger efter operationen, da sårkanterne kan forskubbe sig ved fysiske anstrengelser.
Vær opmærksom på infektion
Får du feber eller rødme, varme og smerte ved såret, kan det være tegn på infektion, som skal behandles. Kontakt din egen læge eller Lægevagten, hvis du oplever tegn på infektion.
Komplikationer
Blødning
I de første dage efter operationen er der en lille risiko for, at der opstår en blodansamling under huden. I langt de fleste tilfælde vil drænene fjerne blødningen, men en sjælden gang er det nødvendigt at operere for at standse blødningen.
Kontrol
Vi tilbyder dig en samtale i ambulatoriet cirka 8 uger efter operationen. Du modtager indkaldelsen per brev.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.