Diabetes kan give flere slags forandringer på nethinden, og derfor vil vi gerne fotografere dine øjne.
Formålet med undersøgelsen er at afsløre de forandringer i nethinden, der kan behandles med laser, inden forandringerne giver synsnedsættelse.
Undersøgelsen afslører kun diabetiske øjenforandringer, så hvis du har andre problemer med synet eller øjnene, som du i forvejen får kontrolleret hos en praktiserende øjenlæge, skal du fortsætte med disse kontroller.
Sådan foregår undersøgelsen
Undersøgelsen starter med, at du får kontrolleret dit syn.
Herefter drypper vi dine øjne med pupiludvidende øjendråber. Du kan opleve, at dit syn bliver sløret, og at dine øjne bliver ekstra følsomme over for lys.
Efter cirka 20 minutter er pupillerne tilstrækkeligt udvidede til, at vi kan fotografere din nethinde på begge øjne med et specielt kamera.
Selve fotograferingen giver ingen gener.
Undersøgelsen varer cirka 45 minutter og er ikke forbundet med ubehag.
Sådan forbereder du dig
Medbring etui til kontaktlinser
Hvis du bruger kontaktlinser, skal du fjerne dem, inden der laves synsprøve og øjendrypning. Tag derfor et etui med til kontaktlinserne.
Medbring solbriller
Dine øjne vil være ekstra følsomme over for lys i 3-5 timer efter drypningen med øjendråberne. Medbring derfor solbriller og eventuelt en kasket til turen hjem.
Kør ikke bil efter undersøgelsen
Dit syn vil være påvirket efter undersøgelsen. Kør derfor ikke bil i cirka 5 timer efter øjendrypningen. Sørg for at have en pårørende til at køre dig hjem, eller brug offentlig transport.
Når du kommer hjem
Kontakt os, hvis du får stærke smerter
I meget sjældne tilfælde kan der opstå stærke smerter i øjnene flere timer efter undersøgelsen. Sker dette, er det vigtigt, at du hurtigt kontakter sygehuset.
Se kontaktboksen på næste side.
Svar på undersøgelsen
Billederne sendes til Øjenafdelingen på Aalborg Universitetshospital.
Du får brevsvar, hvis øjenlægerne finder forandringer på din nethinde, som skal følges tættere eller undersøges nærmere.
Har du intet hørt inden for 2 uger, kan du regne med, at der ikke blev fundet forandringer i øjenbaggrunden. Du skal da fotograferes igen indenfor 2 år.
Hvis du ikke ønsker at få øjnene fotograferet fremover, skal du give besked til os.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.