Røde bade er et gammelt dermatologisk behandlingsmiddel, som kan afhjælpe kløende, væskende og inficerede hudområder samt sår. Det aktive stof i badet er kaliumpermanganat, som tilfører badet den karakteristiske røde farve - som "rødbedevand".
Det aktive stof hjælper med at udtørre, desinficere, kløestille og lindre de hudområder, hvor du har problemer.
Effekten af det røde bad bygger udelukkende på erfaringer, da der ikke foretaget videnskabelige undersøgelser af denne metode. Det er derfor ikke en anerkendt behandlingsmetode, men nogle patienter oplever god effekt af at tage det røde bad.
Du kan tage det røde bad dagligt i en periode, med et par dages mellemrum eller efter behov.
Sådan forbereder du dig
Dæk grundigt af i rummet
Farven er meget svær at fjerne fra gulve og fuger, så det er nødvendigt at dække godt af, dér hvor du tager badet. Bruger du et badekar, bliver det også misfarvet. Det kan du undgå ved at beklæde det med plastik.
Dæk neglene med vaseline eller neglelak
Det er en god idé at dække neglene med vaseline eller klar neglelak, da badet medfører en kraftig brunfarvning af huden. Især neglene kan denne misfarvning være svær at fjerne. Det er helt normalt, at sår og eksemområder bliver næsten sorte.
Sådan laver du badet
Du kan købe kaliumpermanganat på apoteket og hos visse materialister.
Kaliumpermanganat-koncentrationen er en 3% opløsning. Du skal blande den i forholdet 1 mililiter per 1 liter vand. Vandet skal være håndvarmt.
Du kan lave badet i en spand, en vaskebalje eller i badekaret. Det er blot vigtigt, at hele det sygdomsramte hudområde bliver dækket af vandet.
Efter badet kan du gøre badekarret rent med rengøringsmiddel som indeholder salmiak. Er badekarret stærkt misfarvet, kan du rense det med oxalsyre 2% efterfulgt af almindelig rengøring.
Sådan tager du badet
Du skal bade det sygdomsramte område i 15 minutter. Det kan ske, at du oplever en let svie under badet. Får du smerter, skal du afbryde behandlingen.
Efter badet
Behandl med creme
Efter badet skal du blot duppe huden tør. Smør eksem og sår med relevant steroidcreme eller sårbehandlingsprodukter.
Det røde bad udtørrer også den raske hud. Smør derfor hele kroppen med fugtighedscreme.
Undgå bad det første døgn
Du bør ikke gå i bad eller vaske det hudområde du har behandlet, før efter cirka 1 døgn.
Omslag i stedet for bad
Har du ikke mulighed for at lave bade, kan du i stedet bruge omslag. Blandingsforholdene og forholdsreglerne i forhold til afdækning er de samme som ved badet.
Når du bruger omslag, skal du duppe området jævnligt i løbet af de 15 minutter. I nogle tilfælde er det muligt at anvende et stykke bomuldsstof for at holde på væsken. Vær dog opmærksom på, at når farven skifter, er kaliumpermanganaten ikke længere aktiv.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.