Medicinsk provokeret abort foregår under indlæggelse, hvis du er i graviditetsuge 9-12.
Aborten foregår over 2 besøg på hospitalet.
1. besøg - i ambulatorium for Kvindesygdomme
Ved besøget i Ambulatorium for Kvindesygdomme laver en sygeplejerske eller en læge en gynækologisk undersøgelse og ultralydskanner dig gennem skeden. Du bliver eventuelt podet fra skeden for bakterier.
Du får udleveret 1 tablet Mifegyne®, som du skal tage efter aftale. Mifegyne® er et antihormon, som stopper graviditetens udvikling. Aborten er således sat i gang, og du kan ikke fortryde, når først du har taget tabletten.
Nogle få kvinder kaster op, når de har taget Mifegyne®. Kaster du op inden for 1 time, skal du henvende dig igen og få en ny tablet.
En del kvinder begynder at bløde og får menstruationssmerter, efter de har taget Mifegyne®. Du kan tage smertestillende håndkøbsmedicin paracetamol 1 gram højest 4 gange om dagen og ibuprofen 400 mg højst 3 gange om dagen for at lindre smerterne.
Du skal have taget en blodprøve, der viser dit niveau af gravidtetshormon samt eventuelt din blodtype.
Vi aftaler et tidspunkt for, hvornår du skal møde til indlæggelse på Sengeafsnit 504.
Der er følgende risici ved indgrebet:
- Under 1 % får akut kraftig blødning i forbindelse med indgrebet.
- Under 1 % får underlivsbetændelse.
- Hos op til 5 % lykkes den medicinske abort ikke. Er det tilfældet for dig, vil du få lavet en udskrabning i fuld bedøvelse.
2. besøg – indlæggelse på afsnit 504
2. besøg foregår cirka 2 døgn efter, at du har taget Mifegyne®. Denne gang skal du indlægges på Sengeafsnit 504.
Sygeplejersken vejleder dig i at lægge 4 stikpiller
Cytotec® op i skeden. Stikpillerne får livmoderen til at trække sig sammen, så graviditeten udstødes.
Når stikpillerne er lagt op, skal du hvile dig i ½ time. Bagefter er det en fordel, at du går rundt, så tabletterne kan virke.
Du kan forvente menstruationslignende smerter. Smerterne kommer ofte i bølger og kan være kraftigere end ved en sædvanlig menstruation. Du får smertestillende medicin, og det være nødvendigt, at du får morfinlignende medicin.
Du få lagt stikpiller Cytotec® op i skeden hver 3. time, indtil du begynder at bløde kraftigt. Denne blødning kan være med klumper. I sjældne tilfælde bliver aborten ikke helt blødt ud, eller blødningen kan være så kraftig, at du skal have lavet en udskrabning fra livmoderen. De fleste har aborteret inden for 9 timer. Når vi vurderer, at du har aborteret, kan du tage hjem. Hvis du er i bil, fraråder vi, at du selv kører bilen, da du kan blive utilpas.
Hvis du har blodtype Rhesus negativ, skal du have en indsprøjtning med Anti-D, inden du tager hjem. Anti-D forhindrer, at din krop danner antistoffer, som kan være skadelige for et foster i en senere graviditet.
Når du kommer hjem
Aftal eventuelt at have en pårørende hos dig
Vi råder dig til at have en pårørende hos dig når du kommer hjem den første nat - eller at du i hvert fald ved, at der er nogen, som du kan komme i kontakt med. I sjældne tilfælde kan der være behov for at komme akut på hospitalet ved kraftig blødning.
Forvent kraftig blødning
Det er normalt, at du bløder kraftigt efter aborten. Blødningen kan være kraftigere end en normal menstruation, men den skal aftage i løbet af 1 uge. Du kan dog bløde i 2-3 uger og have pletblødning helt frem til næste menstruation, som kommer efter 4-6 uger.
Bløder du voldsomt gennem flere timer, skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten.
Bløder du stadig som en kraftig menstruation efter 1 uge, skal du kontakte din egen læge.
Forvent smerter og øget træthed
Du kan have menstruationslignende smerter de første dage. Du kan lindre smerterne med smertestillende håndkøbsmedicin. Du kan tage 2 tabletter paracetamol (1 gram) 4 gange om dagen og 400 mg ibuprofen højst 3 gange dagligt.
Det er normalt at have kvalme, brystspænding, svedeture og være træt på grund af graviditetshormoner, som ikke er kommet ud af kroppen. Symptomerne skal aftale gradvist. Gør de ikke det, skal du tale med din egen læge.
Brug prævention
Vær opmærksom på, at første ægløsning efter aborten kommer før menstruationen. Det betyder, at du kan blive gravid igen, inden du får din næste menstruation. Derfor er det vigtigt, at du inden aborten har bestemt dig for fremtidig prævention.
Har du besluttet dig for at bruge p-piller efter aborten, skal du tage den første pille samme dag, som du lægger Cytotec® op i skeden. På den måde er du beskyttet mod graviditet fra første dag.
Hvis du skal have spiral, kan den lægges op hos din egen læge i slutningen af din første menstruation efter aborten.
Tag den med ro i 1-2 dage
Du behøver ikke være sygemeldt, men du bør tage den lidt med ro i 1-2 dage efter aborten. Undgå tampon, karbad, havbad og svømmehal. For at mindske risikoen for infektion fraråder vi dig at bruge tampon, tage karbad, gå i svømmehal eller bade i havet, så længe du bløder.
Brug kondom ved samleje
Det er en almindelig reaktion at have nedsat lyst til sex i en periode efter en abort. Når du igen har lyst, er det helt i orden at have samleje. Brug kondom, så længe du bløder for at undgå infektion.
Vær opmærksom på
Du kan få en psykisk reaktion
Det er normalt at reagere psykisk i forbindelse med en abort. Abort kan være en stor beslutning og en svær oplevelse.
Det er en almindelig reaktion, hvis du på én gang er glad og lettet og ked af det og let kommer til at græde. Dette kan skyldes hormonelle svingninger. Mange føler en fysisk og psykisk tomhed.
Mulighed for abortsamtale
Alle kvinder har ret til en abortsamtale både før og efter en abort. Samtalen kan finde sted hos egen læge eller på hospitalet.
Vi tilbyder 2 abortsamtaler før og 2 samtaler efter en abort. Samtalerne varetages af en sygeplejerske og varer 1 time. Du kan få en skriftlig vejledning til, hvad samtalen går ud på.
Du kan enten få en tid hos personalet, eller du kan ringe og bestille en tid. Se telefonnummeret i kontaktboksen.
Kontakt din egen læge eller Lægevagten
Du skal kontakte din egen læge eller Lægevagten, hvis du:
- Bløder voldsomt gennem flere timer
- Stadig bløder som en kraftig menstruation efter en uge
- Får symptomer på underlivsbetændelse, fx feber og ildelugtende blødning eller udflåd
- Ønsker yderligere vejledning omkring prævention
Kontrol
Få taget en blodprøve
1 uge efter, at du har taget Mifegyne®, skal du have taget en blodprøve. Blodprøven kan tages hos din egen læge eller på et hospital i Region Nordjylland.
Det er vigtigt, at du får taget denne prøve, så vi kan vurdere, om aborten er helt afsluttet. Du hører kun fra os, hvis blodprøven viser, at aborten ikke er afsluttet.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, eller har du brug for en samtale før eller efter aborten, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om medicinsk abort, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: ’medicinsk abort’.
Se dine aftaler på næste side.
Aftaler
Dag 1
Tag tablet Mifegyne® 200 mg sammen med et glas vand
_______dag den ________ kl. ________
Kaster du op inden for 1 time, skal du ringe til Ambulatorium for Kvindesygdomme eller Sengeafsnit 504 og herefter eventuelt hente en ny tablet.
Hvis du får smerter, kan du tage smertestillende håndkøbsmedicin paracetamol 1 gram samt ibuprofen 400 mg.
__________________________________________________________________________________________
Dag 3
Indlæggelse på Sengeafsnit 504
_______dag den ________ kl. ________
__________________________________________________________________________________________
Dag 7 - Blodprøvekontrol
(OBS: Meget vigtigt)
_______dag, den _______________ kl. ________
På hospitalets blodprøvetagning ________
Hos egen læge _________
Du får kun svar, hvis blodprøven viser, at aborten ikke er afsluttet.