Du skal have foretaget en udskrabning fra livmoderen. Under indgrebet fjernes en del af livmoderens slimhinde.
Sådan foregår Indgrebet
Under indgrebet er du fuldt bedøvet.
Inden du bliver bedøvet, bliver du koblet til et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Under indgrebet ligger du som ved en almindelig gynækologisk undersøgelse. Lægen fører et instrument ind i livmoderen og skraber slimhinden ud. Det udskrabede væv sendes til mikroskopisk undersøgelse.
Indgrebet varer 10-15 minutter.
Efter indgrebet bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Først herefter bliver du kørt tilbage på sengestuen.
Sådan forbereder du dig
Mød fastende til aftalen
Du skal faste inden narkosen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, så der ikke opstår risiko for, at mad i mavesækken kan løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din aftale. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden behandlingen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Det kan fx være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk.
- For dit velbefindende før og efter narkosen anbefaler vi, at du drikker 2 glas saft 2 timer før den planlagte undersøgelse eller behandling og derefter ingenting, til narkosen er overstået.
Følg disse retningslinjer, medmindre narkoselægen har givet dig anden vejledning.
Fjern make-up og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Make-up. Fjern al make-up og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Tag briller, høreapparat og tandprotese af – du må gerne vente til lige inden bedøvelsen.
- Kontaktlinser. Fjern kontaktlinser inden operationen.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet.
Efter operationen
Du bliver observeret i nogle timer
Efter indgrebet hviler du nogle timer på afsnittet, mens vi observerer dig. Du får tilbudt mad og drikke, når du har lyst til det. Du må stå ud af sengen, så snart du føler dig klar til det.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Du bliver udskrevet senere samme dag og kan tage hjem. Vær opmærksom på, at du ikke selv må køre bil det første døgn efter, at du har været fuldt bedøvet. Sørg for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem.
Når du kommer hjem
Tag den med ro i et par dage efter indgrebet
Vi anbefaler 1-2 dages sygemelding efter indgrebet.
I de 2 dage må du ikke dyrke sport eller løbe, men gerne gå ture og udføre almindelige småaktiviteter.
Tag smertestillende efter behov
Du kan have lette smerter eller ubehag i den første tid efter operationen. Du kan lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb.
Hold øje med blødning og udflåd
Det er normalt at have blødning og udflåd den første uges tid efter indgrebet.
Du skal kontakte din læge og blive undersøgt, hvis:
- blødningen bliver kraftigere end dine normale blødninger ved menstruation
- du får smerter eller feber over 38 grader i mere end 1 døgn
- du får ildelugtende udflåd og feber.
Undgå karbad, svømmehal og tampon
For at mindske risikoen for infektion, fraråder vi dig at bruge tampon, tage karbad, gå i svømmehal og bade i havet, så længe du bløder eller har udflåd.
Brug kondom ved samleje
Du må genoptage samleje, når du har lyst. For at mindske risikoen for infektion, bør din partner anvende kondom ved samleje, så længe du bløder.
Kontakt os ved problemer det første døgn
Kontakt os, hvis du inden for de første to døgn får:
- stærke smerter
- kraftig blødning
- rødme, ømhed eller hævelse ved sårene
- feber.
Efter de første to døgn skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten, hvis du oplever problemer.
Kontrol
Vi sender det fjernede væv til undersøgelse på Patologisk Institut. Cirka 3-4 uger efter modtager du et brev fra os med svar på undersøgelsen af det fjernede væv.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Ambulatorium for Gynækologi.