Du skal lave en cykeltest. En cykeltest er en fysisk test på en motionscykel, som kan vurdere dit hjertes arbejde i forbindelse med fysisk anstrengelse. Undersøgelsen kaldes også for arbejdstest eller arbejds-EKG.
Formålet med undersøgelsen er at afklare, om der opstår iltmangel i din hjertemuskel og/eller forstyrrelser af din hjerterytme under belastning.
Sådan foregår undersøgelsen
Når du møder i ambulatoriet, bliver du modtaget af en fysioterapeut, social- og sundhedsassistent eller sygeplejerske, der er til stede under hele undersøgelsen.
Både før og under undersøgelsen får du målt puls og blodtryk. Før undersøgelsen får du også sat EKG-elektroder på din overkrop.
Selve undersøgelsen består i, at du skal cykle på en kondicykel så længe som muligt (7-15 minutter), samtidig med at belastningen øges gradvist. Mens du cykler, overvåger vi dit hjerte.
Mænd cykler med bar overkrop, mens kvinder cykler med bh eller skjorte.
Det er vigtigt, at du cykler, så længe du kan. Det giver det bedste grundlag for at vurdere, hvordan dit hjerte arbejder.
Når du er færdig med at cykle, skal du blive siddende på kondicyklen i nogle minutter, indtil din puls og dit blodtryk er normalt.
Den samlede undersøgelse inklusiv forberedelse varer cirka 45 minutter.
Du må tage hjem, når du har det godt. Det er dog vigtigt, at du bliver i ambulatoriet eller venteværelset, indtil du er kommet dig efter anstrengelsen.
Sådan forbereder du dig
Tag tøj på, der er nemt at cykle i
Da testen er en fysisk test på en motionscykel, vil det være en fordel, at du har fastsiddende sko på, og at du har tøj på, som er nemt at cykle i.
Undlad at smøre creme på overkroppen
Undlad at smøre creme på overkroppen før undersøgelsen, da det gør det svært at få EKG-elektroderne til at sidde fast på din hud.
Når du kommer hjem
Der ingen forholdsregler eller begrænsninger for dig efter undersøgelsen.
Du får svar på undersøgelsen umiddelbart efter den.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.