I forbindelse med din undersøgelse i Billeddiagnostisk Afsnit har du fået kontrast i en blodåre. Kontrastvæsken kan hos nogle give lette bivirkninger såsom kvalme, opkastning, hudkløe og nældefeber. I sjældne tilfælde kan der opstå alvorlig allergisk reaktion, som kan være behandlingskrævende. Dette sker for det meste inden for ½ time efter undersøgelsen.
Reaktionen kan være forsinket
I sjældne tilfælde kan der forekomme en reaktion efter nogle få timer og op til flere dage efter undersøgelsen. Det kan vise sig ved hævelse i ansigtet, specielt omkring øjnene, eller ved en hudreaktion med rødme og kløe på kroppen.
Vi opfordrer dig til at drikke rigeligt, hvis du har fået kontrastvæske.
Kontakt personalet på din afdeling
Hvis du oplever dette, skal du kontakte personalet på din afdeling med henblik på eventuel behandling.
Hvis du er i behandling med interleukin II
Er du i behandling med Interleukin II, kan der gå op til 2 uger, inden der eventuelt kan komme en reaktion.
Efter udskrivelse
Hvis du efter udskrivelsen oplever en overfølsomhedsreaktion, skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten med henblik på eventuel behandling. Kontakt også Billeddiagnostisk Afsnit, så vi kan tage hensyn til din reaktion, hvis du en anden gang skal have lavet en undersøgelse med kontrast.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.