Forbedret arbejdsmiljø fastholder unge læger i job og sparer 11 mio. kr

Det kan være en udfordring at tiltrække og fastholde yngre læger og speciallæger for et sygehus i provinsen. Men på Regionshospital Nordjylland, Klinik Medicin i Hjørring, har en lang indsats for at rekruttere og fastholde unge læger og speciallæger båret frugt. Derfor er afdelingen nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2019.

Tidligere havde Regionshospital Nordjylland, Klinik Medicin svært ved at tiltrække unge læger og speciallæger. Men et særligt fokus på de unge, nyansatte læger har resulteret i, at Klinik Medicin nu får flere ansøgninger, end de har ledige stillinger. Og det er ikke tidligere set på klinikken.

 

- Vi har fokuseret på en langsigtet strategi, hvor vi introducerer lægerne ordentligt til afdelingen. På den måde sikrer vi, at de føler sig trygge, når de skal varetage funktionen selvstændigt, siger Marianne Sønderkær, viceklinikchef for HR på Regionshospital Nordjylland.

 

En del af indsatsen indebærer, at de nyansatte læger får tilsendt introduktionsmateriale, inden de starter, har hele dage afsat til at observere andre lægers arbejde og løbende har uddannelsesdage. Det sikrer, at de nyansatte læger føler sig trygge i deres funktion.

 

Vil skabe det bedste uddannelsesmiljø

 Indsatsen har i høj grad båret frugt. Tidligere var klinikken nødt til at bemande de ledige stillinger med lægevikarer i dyre domme, men nu er alle stillingerne besat. I årene 2015-2017 brugte afdelingen 11 mio. kr. på vikarer. De penge sparer afdelingen nu.

 

- Vores ambition er at skabe det bedste uddannelsesmiljø og give yngre læger den bedste uddannelse inden for medicin i regionen og faktisk i hele Danmark. Vi er godt på vej, men vi er slet ikke færdige, siger Marianne Sønderkær.

 

For de nyansatte læger i afdelingen er det altafgørende, at de føler, at der bliver taget hensyn til dem. Det smitter af på resten af medarbejderne i afdelingen, der også får et markant forbedret arbejdsmiljø. Marianne Sønderkær uddyber:

 

- Når vi kun har fastansatte og ingen vikarer, så giver det ro på arbejdspladsen og skaber et arbejdsmiljø, hvor alle har lyst til at være.

 

Klinikkens resultater imponerer Arbejdsmiljørådet:

 

- Alle arbejdspladser har en opgave med at tage godt imod nye medarbejdere og giver dem den nødvendige introduktion og oplæring, så de er sikre og trygge i deres arbejdsopgaver. Den opgave har man løftet fantastisk flot på Klinik Medicin i Hjørring. Og med en millionbesparelse på vikarudgifter viser de, at et godt arbejdsmiljø betaler sig. Det er imponerede, siger Cristina Lage, formand for Arbejdsmiljørådet.

 

Klinik Medicin er nomineret i kategorien Unge og nyansattes arbejdsmiljø.

 

Om Klinik Medicin, Regionshospital Nordjylland

Klinik Medicin har specialerne gastroenterologi, endokrinologi, geriatri, kardiologi, lungemedicin og reumatologi. Regionshospital Nordjylland har akut modtagefunktion, hvor alle akutte patienter indenfor hospitalets optageområde modtages. Afdelingen har 74 interne medicinske senge og 24 akut-senge.

 

 

Opdateret