Danmarks bedste til tyktarmskræft

Regionshospital Nordjylland topper listen over Danmarks Bedste Hospitaler, når det kommer til behandling af tyktarmskræft.

Dagens Medicin rangerer i disse uger landets hospitaler inden for en lang række behandlinger. Og indenfor behandlingen af tyktarmskræft finder man Hjørring med maxscore på 100 ud af 100 mulige point og en flot førsteplads. Kun Aabenraa opnår samme resultat.

 

RHN har taget et kæmpe hop op ad listen fra en 16. plads sidste år.

 

- Med en noget lav placering sidste år, var vi nødt til at kigge på, hvordan vi kunne gøre det bedre og det ser ud til, at det lykkes, siger overlæge Arnas Ugianskis, Mave-tarm kirurgi.
- Vi udfører løbende audit af vores resultater, så vi hurtigt kan analysere årsag til evt. problemer, fortsætter Arnas.

 

Nogle gange handler det om korrekt registrering.
- Vi har tidligere scoret lavt på nogle parametre, hvor årsag var fejl i registrering, så der er nu mere fokus på at det bliver indberettet korrekt.
 

Flere eksperter ind over

Opskriften på topplaceringen er ikke blot registrering. Det er godt og velorganiseret samarbejde mellem kirurger, onkologer, patologer og radiologer.

 

- Vi har etableret et godt samarbejde, hvilket er ekstremt vigtigt, når man skal fastlægge behandlingsstrategi til hver enkelt patient. Beslutninger bliver truffet af flere eksperter og ikke en enkelt læge. Vi har først og fremmest set på de indikatorer, vi scorede lavt før. Bl.a. har vi haft fokus på akut kirurgi af patienter med tarmkræft og forsøgt at optimere arbejdsgang så kolorektal specialist altid bliver involveret, når der lægges behandlingsstrategi, fortæller Arnas.

 

Arnas Ugianskis skar for, da placeringen blev fejret med lagkage på de involverede afsnit.

 

Afgørende bidrag fra alle faggrupper

Samarbejdet fungerer ifølge Arnas i alle led – hele vejen rundt på patientens rejse gennem systemet:

 

- Vi har meget engagerede sekretærer, som udfører forløbskoordinatorens funktion. De sørger for, at der ikke kommer nogen forstyrrelser i patientforløbet, så vi overholder tidsgrænser, og de spiller en stor rolle, når der skal kommunikeres med andre afdelinger i regionen og på tværs af regionerne.

 

- Vi oplever højt engagement blandt plejepersonale. Præ-, peri- og postoperativ forløb kører efter "optimeret patientforløb" principper og tilpasses hver enkelt patient. Ved hjælp af TOKS kan vi hurtigt fange og forebygge evt. komplikationer.

 

- Det er de samme sygeplejersker, der både er på sengeafdeling og i ambulatoriet hvilket giver kontinuitet i behandlingen og helt sikkert fører til høj patienttilfredshed. Dette giver også stor fleksibilitet, vi kan nemt åbne/lukke ambulatoriet og tilpasse det til patientflow.

 

Godt samarbejde med øvrige sekretærer og operationssygeplejersker spiller en meget vigtig rolle. Her kommer der stor fleksibilitet igen - er der behov for supplerende undersøgelser eller procedurer er personale altid villige til at hjælpe med at finde tid og plads på OP, i endoskopien etc. Og alt det her gør at vi udfører hurtig udredning med minimal ventetid og overholder behandlingsgaranti, fortæller Arnas Ugianskis.

 

Det gik heller ikke uden skarpe personaler i Diagnostisk Afdeling. Her har dels Patologisk Afsnit en meget stor aktie i de velfungerende coloncancerforløb, ligesom de på BDA i Frederikshavn har regionsfunktion og laver CT-kolografier på de patienter, der ikke kan gennemføre kikkertundersøgelse.
 

 

Afsnitsledende sygeplejersker Marianne Christensen og Tove Christensen deltog også i fejringen. Deres personale på operationsgangen og sengeafsnittet har en stor andel i det flotte resultat.

Et mønstereksempel - vinderen er patienten

En meget stolt lægefaglig direktør Søren Hjortshøj fremhævede under dagens fejring, hvor de indvolverede afsnit blev budt på lagkage, at de har grund til stor stolthed.

 

For de har sammen formået at løfte kvaliteten indenfor coloncancer imponerende meget. En indsats, der viser, at med fokuseret arbejde, dygtige og dedikerede folk og godt samarbejde, så vinder alle - ikke mindst patienterne!

 

Den seneste årsrapport fra den landsdækkende database for kræft i tyk- og endetarm viser, at 96 pct. af alle nydiagnosticerede patienter, elektivt opererede eller ikke-opererede patienter med tyktarmskræft i 2020 blev diskuteret på en præoperativ multidisciplinær team konference.
 

 

Rapporten viser, at langtidsoverlevelsen blandt danske patienter med kræft i tyk- eller endetarmen over de seneste 15-20 år er blevet stadig bedre.

Opdateret