Klima: Så har vi rundet et år med mere grønt

For et år siden indførte Spisestederne vegetariske retter. Et tilbud, der er blevet taget rigtigt godt imod. Det plantebaserede fylder mere på tallerkenen. 

De officielle nye kostråd fra januar 2021 lyder på planterig kost med mere grønt og mindre kød. Til gavn for sundheden og for klimaet. De råd tog Hovedkøkkenet til sig, og for et år siden blev vegetariske retter en fast del af menuen først i kantinen i Hjørring, siden i Frederikshavn samt i Det Lille Spisested, når pladsen her tillader det. 

- Det er blevet taget rigtigt godt imod og med stor nysgerrighed, fortæller afsnitsleder i Hovedkøkkenet Mona Stenskrog. 

Der er også mange spændende retter på buffeten som mexikansk bulgurslat, kålkrebinetter, rødbedebøf, grøn quinoabøf med ingefær, kikærtefrikadeller, edamamehummus med snackbrød, wrap med bønnefyld og ærtedip, risnøddebøf, minifalafler, vegetarlasagne, rodfrugtbøf, ostegratineret falafelpandekage, veggieburger, linsefrikadeller med rød karry, blomkålsgratin, majsdeller med tzatziki osv. 

Netop fordi det er buffet, så kan vi ikke sige, at der bliver solgt x antal vegetariske måltider, bare konstatere, at der er efterspørgsel på de plantebaserede retter.
- Vores indtryk er, at mange vælger at mikse. Man tager stadig nogle af de traditionelle retter, men vælger ofte enten hel eller delvis de vegetariske retter, så det plantebaserede kommer til at fylde mere på tallerkenen, fortæller Mona Stenskrog. 

Der ryger mere plantebaseret på tallerkener, når vi besøger Susan Jensen og hendes kolleger i Spisestederne.

 

Tænker måltiderne anderledes

Senest har Aalborg Kommune som landet første kommune besluttet at indføre en plantebaseret valgmulighed i kommunale køkkener og madordninger. Her udvikler og indtænker de fortsat nye og mere bæredygtige tilbud. 

- Her tænker vi i højere grad måltiderne anderledes, så det ikke er det vegetariske, der skal tilvælges, men hvor kødet bliver et tilvalg. Vi arbejder løbende med at tilpasse menuplanerne, så der indgår flere og flere velsmagende retter uden kød. Det kan også være animalske proteinkilder der erstattes med plantebaseret proteinkilder som bønner og linser. Der er selvfølgelig fortsat gode kødretter på menuplanerne, dog bruger vi flere retter med mere lyst kød som kylling, svinekød og fisk, som er mindre klimabelastende end oksekød. Vores fokus er selvfølgelig fortsat på at vores patienter og kunder skal have mad af høj kulinarisk- og ernæringsmæssig kvalitet, forklarer Mona Stenskrog.

Det grønne skal være nemt

Og forskning tyder på, at det gør en forskel. 58 % af danskerne vil gerne spise mindre kød. Men de fleste af os påvirkes af, hvad der er normalt – også når det det drejer sig om, hvad vi spiser.
Danske forskere har testet, hvor mange der vælger vegetarisk frokost, når det vegetariske skal tilvælges i forhold til, når det er kødet, der skal tilvælges.

Det lille skift i måden at tænke frokosten på, fik andelen af folk, der valgte vegetarisk frokost, til at stige fra 7 %, når man aktivt skulle tilvælge vegetarisk – til hele 87 %, når det var kødet der skulle tilvælges. Kun 13 % tilvalgte aktivt kødet. 

 

Opdateret