Tilbud til dig der vil tage del i forsknings- og udviklingsarbejde
Der er rig mulighed for at forske ved Center for Klinisk Forskning på Regionshospital Nordjylland. Vi har rammerne, netværket og faciliteterne og kan støtte dig i at realisere dit projekt.
Det gælder hvad enten du fordyber dig i et stort ph.d. projekt eller et mindre udviklingsprojekt.

På Center for Klinisk Forskning samler vi forskningsmæssige kompetencer fra en bred vifte af afdelinger og faggrupper. Det betyder, at du som bruger af centret har vide muligheder for at indgå tværfaglige samarbejder samt at udveksle de seneste erfaringer og forskningsresultater med andre.
Vi har et ben på Regionshospital Nordjylland og et ben i Klinisk Institut ved Aalborg Universitet. Dermed har vi mulighed for at trække på ekspertisen og ressourcerne begge steder til gavn for dig og dit projekt.
Desuden har vi et bredt netværk af samarbejdspartnere både nationalt og internationalt og kan hjælpe dig med at skabe forbindelser og adgang til andre forskermiljøer, hvor den rette ekspertise er til stede.

De ph.d. studerende er fordelt på to arbejdsrum i Center for Klinisk Forskning. Der er både mulighed for arbejdsro samt sparring med de øvrige studerende, der er på forskellige stadier i deres projekter. Samtidig er der nem adgang til de ressourcer, som centret råder over, bl.a. molekylærbiologiske laboratorier.
Personale i centret
I Center for Klinisk Forskning er vi er ca. 14 ansatte, herunder læger, molekylærbiologer, sygeplejersker samt andet videnskabeligt, sundhedsfagligt og administrativt personale, som med vores forskellige faglige baggrund kan bistå dig med dit projekt.
Endvidere er der aktuelt knyttet 14 ph.d. studerende til centret.
Forskere og øvrige ansatte ved Center for Klinisk Forskning
Muligheder for støtte og hjælp
I centret findes desuden adgang til en række tjenester, som du som forsker kan gøre brug af i forbindelse med dit forsknings- og udviklingsprojekt. F.eks. bistand til statistik og fundraising.
Få støtte til din forskning (Aalborg Universitetshospital)
Mere og andet end ph.d.
Der er tillagt en række ph.d. stipendiater til Center for Klinisk Forskning, og centret bistår ph.d. studerende i en lang række aspekter i deres projekter. Men en ph.d. er ikke den eneste mulighed for at blive en del af forsknings- og udviklingsmiljøet.
Hvis du gerne vil udvikle dig fagligt og personligt og går med ideer til forbedring og udvikling, så tag kontakt til os. Vi hjælper dig gerne i gang. Det kan være med egne udvikling- og innovationsprojekter eller som del af andres forskningsprojekter.
Læs om nogle de projekter der arbejdes med
Uddannelse af medicinstuderende
Center for Klinisk Forskning samarbejder med Aalborg Universitets Institut for Medicin og Sundhedsteknologi i bacheloruddannelsen af medicinstuderende og studerende med speciale i Industriel Medicin.
De studerende deltager på bachelor-delen af uddannelsen i klinisk undervisning på Regionshospital Nordjylland i Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev samt på Aalborg Universitetshospital i Thisted for at tilegne sig praktisk erfaring med patientkommunikation og med at træne kliniske færdigheder.
Læs mere om uddannelse af MedIS og medicinstuderende
På kandidatdelen af uddannelsen deltager medicinstuderende i kliniske forløb på 1., 2. og 3. semester.