Formålet med et 3 ugers ophold på Skagen Gigt- og Rygcenter er, at du kommer til at fungere bedre i hverdagen. Du kan afprøve dine grænser i trygge omgivelser og sammen med personalet finde frem til netop de tiltag, der gør godt for dig.
Vores patienter kommer med forskellige forudsætninger og forskellige problemstillinger. Dit ophold vil derfor være individuelt tilrettelagt og tage udgangspunkt i dine mål og ønsker. Det er derfor væsentligt, at du er bevidst omkring dine individuelle mål for opholdet. Typiske målsætninger kunne være:
- bedre nattesøvn
- øget gangdistance
- øget bevægelighed
- ønsket om at kunne sidde i længere tid.
Formålet er desuden, at du under opholdet oplever:
- bedre fysisk kapacitet
- bedre balance og styrke
- fornyet forståelse for sygdom
- nedsatte funktionssmerter
- at have fået teknikker til at klare hverdagens aktiviteter
- øget funktionsniveau
Træning kan også reducere smerter og være med til at mindske eller erstatte brugen af medicin.
Træningen er tilrettelagt, så den kan videreføres, når du kommer hjem.