Team for Lindrende Behandling har til formål at fremme livskvaliteten hos dig, der er ramt af livstruende sygdom, samt dine pårørende. Som en del af tilbuddet har du og dine pårørende mulighed for at få støtte, råd og vejledning fra teamets socialrådgiver.
Socialrådgiveren kan støtte dig og dine pårørende i alle de sociale forhold, der gør sig gældende, når man er ramt af livstruende sygdom. Herunder nævner vi nogle af de muligheder, I kan vælge at konsultere socialrådgiveren om.
Ansøgning om plejeorlov
Hvis du ønsker det, er der mulighed for at den eller de personer, du er tæt knyttet til, kan søge hel eller delvis plejeorlov. Det giver dine pårørende mulighed for at være mere sammen med dig i de sidste måneder/halve år af dit liv.
Socialrådgiveren kan fortælle dig og dine pårørende mere om vilkårene for plejeorlov, og hvornår man kan få det.
Få overblik over pensioner og udbetalinger
Det kan være svært at få overblik over alle pensioner og udbetalinger i forbindelse med kritisk sygdom. Hjemmesidenwww.pensionsinfo.dkkan være et godt sted at starte, og du kan til enhver tid få hjælp i Team for Lindrende Behandling.
Vejledning om forsørgelse
Det kan være en tung økonomisk byrde at være livstruende syg, og det kan derfor være relevant at tale om dit forsørgelsesgrundlag som patient. Det er særligt vigtigt, hvis du har arbejdet indtil for nyligt og modtager sygedagpenge.
Socialrådgiveren kan vejlede angående sygedagpenge og førtidspension og støtte dig i kontakten til arbejdsgiver, jobcenter og lignende.
Vejledning angående BØRN og Unge
Socialrådgiveren har mulighed for at rådgive omkring mulighederne for børn, der bor sammen med uhelbredeligt syge forældre.
Udformning af generalfuldmagt
Med en generalfuldmagt kan du give en af dine pårørende mulighed for at handle på dine vegne – og tale for dig, hvis du ikke længere selv er i stand til det.
Socialrådgiveren kan informere dig nærmere om, hvad generalfuldmagt indebærer og hjælpe dig med at udforme den.
Ansøgning af legater
Hvis du er kræftpatient eller pårørende til en kræftpatient, kan du søge om et legat fra Kræftens Bekæmpelse. Der uddeles dog kun ét legat per patient.
Der findes mange andre legater, man kan søge som patient eller pårørende. Spørg socialrådgiveren til råds. Hun kan hjælpe med at finde relevante legater og skrive ansøgning dertil.
Kontakt og mere viden
Listen herover er ikke udtømmende. Har du eller dine pårørende brug for rådgivning i forbindelse med andre sociale forhold, så kontakt gerne socialrådgiveren direkte eller bed sygeplejersken fra Team for Lindrende Behandling om at etablere kontakt.
Det vil jeg tale med socialrådgiveren om