Du skal have lavet en såkaldt Mannitoltest, som skal vise, om dine luftrør er særligt følsomme, og om du dermed har astma. Undersøgelsen kan også bruges til at kontrollere, om din astmabehandling hjælper dig.
Mannitol er et sukkerstof, der virker ved at udtørre slimhinderne i luftrørene. Hvis du har astma, udløser denne udtørring en forsnævring af dine luftrør.
Sådan foregår undersøgelsen
Du skal indånde små doser Mannitol i stigende doser via en inhalator. Efter hver inhalation måler vi din lungefunktion.
Mannitol virker ved at udtørre slimhinderne i dine luftveje. Hvis du har astma, kan det medføre, at din evne til at puste ud falder. Du kan da få symptomer som ved et let astmaanfald. Hvis det sker, stopper vi testen, og du vil enten få astmamedicin eller skulle vente i ambulatoriet, indtil irritationen forsvinder.
Efter undersøgelsen taler du med en læge, som giver dig svar på undersøgelsen.
Sådan forbereder du dig
Undlad at ryge
Du må ikke ryge 8 timer før undersøgelsen.
Undgå større fysisk anstrengelse
Du skal undgå større fysisk anstrengelse på undersøgelsesdagen.
Undgå koffein og chokolade
Du må ikke drikke kaffe, te og cola (koffein) eller spise chokolade på undersøgelsesdagen, da det kan påvirke undersøgelsens resultat.
Kontakt os, hvis du har haft infektion i luftvejene
Hvis du har haft infektion i luftvejene inden for de seneste 2 uger før undersøgelsen, skal du kontakte os, da undersøgelsen i så fald må udsættes. Du skal derfor kontakte os, hvis du bliver forkølet, får influenza eller en anden luftvejsinfektion.
Efter undersøgelsen
Der er ingen bivirkninger eller særlige forholdsregler efter undersøgelsen.
Svar på undersøgelsen
Hvis det er vores ambulatorium, der har bestilt undersøgelsen, får du svar enten ved lægekonsultationen eller per brev.
Hvis undersøgelsen er bestilt af en anden afdeling eller et andet sygehus, får du svar derfra.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.