Du skal have foretaget en undersøgelse af jernoptagelse, en såkaldt jernabsorptionstest. Undersøgelsen udføres for at undersøge, om du er i stand til at optage jern gennem mave-tarmkanalen.
Undersøgelsen udføres med 3 blodprøver, efter du har drukket en ufarlig jernopløsning.
Undersøgelsen varer cirka 3 timer, og på selve undersøgelsesdagen skal du møde fastende.
Sådan foregår undersøgelsen
Du skal drikke en jernopløsning, du får i ambulatoriet. Før du indtager opløsningen, tages den første blodprøve. Herefter tages igen prøver 1½ og 3 timer efter indtagelse af opløsningen.
Der kan i sjældne tilfælde forekomme kvalme og utilpashed efter indtagelse af jernopløsningen.
Under hele forløbet skal du forholde dig i ro uden stor fysisk aktivitet og befinde dig i nærheden af ambulatoriet.
Faste kan ophøre, når blodprøven efter 1½ time er taget.
Sådan forbereder du dig
Mød fastende til undersøgelsen
Du skal faste i 8 timer før undersøgelsens start. Det vil sige, du må ikke spise, drikke eller ryge 8 timer før undersøgelsens start. Det er dog tilladt at drikke 1-2 glas postevand i fasteperioden.
Undlad at tage jerntilskud
Du skal undlade at tage jerntilskud i mindst 3 døgn før undersøgelsen – gerne en hel uge før.
Når du kommer hjem
Du får svar på undersøgelsen
Den læge, der har henvist dig til undersøgelsen, får svar næste hverdag og kan give dig yderligere oplysning og information med hensyn til resultatet.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte os.